I hjertet af de Hviskende Skove, hvor måneskinnet malede sølvstier på den mosklædte jord, boede en klog gammel ugle ved navn Ori. Ori var ikke nogen almindelig ugle—hans fjer glimtede med striber af skumring, og han kunne læse vinden som en bog. Alle skovens dyr kom til Ori for råd, især når uvejret truede.

Uvejret var kommet.

En dyster skikkelse havde taget kontrol over det nærliggende stentårn—en pansret mand indhyllet i skygger, kendt kun som Den Mørke Ridder. Han red på en hest med øjne som ildfluer, og hvor end han drog hen, blev skoven stille og kold. Den Mørke Ridder gjorde krav på skoven som sit rige og forlangte, at hvert dyr skulle betale ham tribut—bær, honning, nødder, endda skinnende fjer. Den, der nægtede, blev forvist fra sit hjem.

Ori så dette udfolde sig med stille sorg. Han frygtede ikke Den Mørke Ridder, men han vidste, at de andre gjorde. En tåget nat bankede en skælvende hare på Oris træ.

"Han tog min hule," sagde haren. "Han sagde, at mine knurhår var for korte til at være en rigtig undersåt. Hvad gør vi, Ori?"

Ori blinkede med sine store øjne og nikkede. "Vi bruger vores tanker, ikke vores kløer. Lad os finde ud af, hvem han virkelig er."

Så fløj Ori afsted.

Han fløj under måneskinnet, forbi skælvende træer, indtil han nåede det sorte tårn. Tavst satte han sig på en skæv gargoyle og iagttog Den Mørke Ridder indenfor. Men hvad han så, overraskede ham. Ridderen sad ved pejsen, hjelmen af. Hans ansigt var ikke ondt—det var ungt og blegt, med øjne fulde af sorg.

Ori tudede blidt. Ridderen fór sammen.

"Hvem er der?"

"Blot en fugl med et spørgsmål," sagde Ori, hans stemme rolig som vinden gennem fyrretræer. "Hvorfor herske med frygt, når dit hjerte er fuldt af sorg?"

Ridderen stirrede. "Jeg... jeg mente ikke at skræmme nogen. Jeg ville bare blive bemærket. Blive husket."

Ori hældte hovedet. "Hvad fik dig til at tro, at frygt kunne give respekt?"

Ridderen sukkede. "Hvor jeg kommer fra, lyttede ingen til mig. Jeg var altid den lille, den stille. Jeg fandt denne rustning, og når jeg bar den, lagde folk mærke til mig. Jeg troede... hvis jeg blev Den Mørke Ridder, kunne jeg betyde noget."

Ori fløj nærmere, hans vinger lydløse. "Du behøver ikke mørket for at blive hørt. Der er kraft i venlighed, og mere styrke i venskab end i frygt."

Ridderen så på sit spejlbillede i en pøl af smeltet stearin. "Hvad hvis ingen tilgiver mig?"

"Så vis dem, at du har forandret dig. Ord kan åbne døre, men handlinger bygger tillid."

Næste dag vågnede skoven til en mærkelig lyd—rustning, der klirrede, efterfulgt af knirkende vognhjul. Den Mørke Ridder var vendt tilbage, ikke for at kræve, men for at give. Han bragte stenene tilbage til harens hule, genplantede bær, han havde taget, og tilbød bierne honning som undskyldning.

Dyrene så på ham med mistro. Men Ori fløj over dem og sagde:

"Han er ikke længere Den Mørke Ridder. Han er en ven, der søger tilgivelse."

Langsomt åbnede skoven sig for ham. Børnene kaldte ham Sir Bramble, og han byggede nye hjem til egern og små broer over bække.

Ori så på fra træerne og smilede blidt.

Og på nætter, hvor månen var fuld, sad ridderen og uglen sammen på tårnets tag og talte om mod—ikke den slags lavet af stål og frygt, men den, der fødes af sandhed og forandring.

Den vise ugle står over for Den Mørke Ridders frygtindgydende herredømme