I en stille skov boede Bjørn og Ulv ikke langt fra hinanden. Bjørn elskede honning mere end noget andet, mens Ulv foretrak at løbe hurtigt og jage tidligt om morgenen. Selvom de boede tæt på hinanden, havde de aldrig talt sammen, for Ulv syntes, at Bjørn var for langsom, og Bjørn mente, at Ulv var for frygtindgydende.
I nærheden jagtede Ulv en kanin. Han stoppede brat, da han hørte Bjørn råbe om hjælp. Nysgerrig listede han tættere på og så Bjørn fanget. Først havde Ulv lyst til at grine. "Din store, klodsede bjørn!" sagde han. Men så lagde han mærke til Bjørns bekymrede øjne og huskede, hvor bange han selv havde været første gang, han for vild som hvalp.
Ulv smilede genert. "Det var så lidt. Jeg tog vist fejl af dig – du er ret modig." Bjørns ansigt lyste op. "Og jeg tog fejl af dig – du er meget venlig."
Da aftenen nærmede sig, nåede vennerne en stor bakke. "Kapløb til toppen!" råbte Ulv og styrtede af sted. Bjørn løb alt, hvad han kunne, mens han lo højt. Da de nåede toppen, så de ud over skoven, der glødede i solnedgangen. Det var smukkere, end nogen af dem havde forestillet sig.
Fra den dag var Bjørn og Ulv uadskillelige. De udforskede nye dele af skoven, hjalp andre dyr i nød og delte endda måltider. Deres naboer blev forbløffede over, hvor venlige og samarbejdsvillige bjørnen og ulven var blevet. Endnu vigtigere lærte Bjørn og Ulv en vigtig lektie: At dømme andre på første indtryk kan få én til at gå glip af et sandt venskab.
