I en stille skov boede Bjørn og Ulv ikke langt fra hinanden. Bjørn elskede honning mere end noget andet, mens Ulv foretrak at løbe hurtigt og jage tidligt om morgenen. Selvom de boede tæt på hinanden, havde de aldrig talt sammen, for Ulv syntes, at Bjørn var for langsom, og Bjørn mente, at Ulv var for frygtindgydende.

En solrig morgen besluttede Bjørn at gå en tur ved floden. Han nynnede glad, mens han duftede til blomsterne og så fugle flyve forbi. Pludselig satte hans pote sig fast mellem to glatte sten. Han trak og skubbede, men det hjalp ikke. Bjørn begyndte at blive urolig og indså, at han ikke kunne få sig selv fri.

I nærheden jagtede Ulv en kanin. Han stoppede brat, da han hørte Bjørn råbe om hjælp. Nysgerrig listede han tættere på og så Bjørn fanget. Først havde Ulv lyst til at grine. "Din store, klodsede bjørn!" sagde han. Men så lagde han mærke til Bjørns bekymrede øjne og huskede, hvor bange han selv havde været første gang, han for vild som hvalp.

Ulv trak vejret dybt. "Stå stille, Bjørn. Jeg skal nok hjælpe dig," sagde han. Med sine stærke kæber skubbede han forsigtigt stenene fra hinanden. Bjørn trak sin pote fri og sprang tilbage. "Tak, Ulv! Jeg troede, jeg aldrig ville komme ud!" sagde han og holdt sin pote tæt ind til brystet.

Ulv smilede genert. "Det var så lidt. Jeg tog vist fejl af dig – du er ret modig." Bjørns ansigt lyste op. "Og jeg tog fejl af dig – du er meget venlig."

De besluttede at gå en tur sammen. Bjørn viste Ulv en skjult plet med søde bær, mens Ulv lærte Bjørn, hvordan man gled sikkert ned ad små bakker. De lo og delte historier, mens solen bevægede sig over himlen. For første gang opdagede de, hvor sjovt det kunne være at arbejde sammen i stedet for at holde sig fra hinanden.

Da aftenen nærmede sig, nåede vennerne en stor bakke. "Kapløb til toppen!" råbte Ulv og styrtede af sted. Bjørn løb alt, hvad han kunne, mens han lo højt. Da de nåede toppen, så de ud over skoven, der glødede i solnedgangen. Det var smukkere, end nogen af dem havde forestillet sig.

"Se," sagde Bjørn, "alt er bedre, når man har nogen at dele det med." Ulv nikkede. "Ja. At være alene kan gå hurtigere, men venskab gør livet lysere."

Fra den dag var Bjørn og Ulv uadskillelige. De udforskede nye dele af skoven, hjalp andre dyr i nød og delte endda måltider. Deres naboer blev forbløffede over, hvor venlige og samarbejdsvillige bjørnen og ulven var blevet. Endnu vigtigere lærte Bjørn og Ulv en vigtig lektie: At dømme andre på første indtryk kan få én til at gå glip af et sandt venskab.

Og således levede en bjørn og en ulv lykkeligt i en stille skov, altid mindende sig selv om, at venlighed, mod og samarbejde gjorde ethvert eventyr bedre.

En bjørn og en ulv lærer værdien af venlighed og samarbejde.