En dag, da solen var vendt tilbage over skoven og bragte duften af maj med sig, klukkede alle skovens bække glade for igen at finde deres egen smukke form, og de små damme lå og drømte om alt det liv, de havde set, og de store ting, de havde oplevet. I skovens varme og stilhed øvede gøgen forsigtigt sin stemme og lyttede for at høre, om den lød, som den skulle, mens ringduerne blidt beklagede sig over hinanden på deres dovne, tilfredse måde – men det gjorde nu ikke så meget. På en sådan dag fløjtede Christopher Robin på en helt særlig måde, og Ugle kom flyvende ud af Hundredemeterskoven for at se, hvad der var på færde.
"Ugle," sagde Christopher Robin, "jeg vil holde en fest."
"Vil du det?" sagde Ugle.
"Ja, og det skal være en særlig slags fest, fordi det er på grund af, hvad Plys gjorde, da han gjorde det, han gjorde, for at redde Grisling fra oversvømmelsen."
"Åh, det er derfor, er det?" sagde Ugle.
"Ja, så vil du være sød at fortælle det til Plys så hurtigt som muligt, og til alle de andre, for festen bliver i morgen."
"Åh, det gør den, gør den?" sagde Ugle, så hjælpsomt som muligt.
"Så vil du gå og fortælle dem det, Ugle?"
Ugle prøvede at finde på noget meget klogt at sige, men kunne ikke, så han fløj afsted for at fortælle de andre. Og den første, han fortalte det til, var Plys.
"Plys," sagde han, "Christopher Robin holder en fest."
"Åh!" sagde Plys. Og da han så, at Ugle forventede, at han sagde noget mere, spurgte han: "Bliver der de der små kager med lyserød sukkerpynt?"
Ugle syntes, det var lidt under hans værdighed at tale om små kager med lyserød glasur, så han fortalte Plys præcis, hvad Christopher Robin havde sagt, og fløj så videre til Æsel.
"En fest for mig?" tænkte Plys for sig selv. "Hvor storslået!" Og han begyndte at spekulere på, om alle de andre dyr mon vidste, at det var en særlig Plys-fest, og om Christopher Robin havde fortalt dem om Den Flydende Bjørn og Plys’ store Hjerne og alle de vidunderlige skibe, han havde bygget og sejlet med. Og så begyndte han at tænke, hvor frygteligt det ville være, hvis alle havde glemt det, og ingen helt vidste, hvorfor festen blev holdt. Jo mere han tænkte på det, jo mere forvirret blev det hele i hans hoved, som en drøm, hvor intet rigtig hænger sammen. Og drømmen begyndte at synge i hans hoved, indtil den blev til en slags sang – en
BEKYMRET PLYS-SANG:
3 Hurraer for Plys!
(For hvem?)
For Plys –
(Hvad gjorde han?)
Jeg troede, du vidste det;
Han reddede sin ven fra at blive våd!
3 Hurraer for Bjørn!
(For hvem?)
For Bjørn –
Han kunne ikke svømme,
Men han reddede ham!
(Hvem reddede han?)
Åh, hør nu efter!
Jeg taler om Plys –
(Om hvem?)
Om Plys!
(Undskyld, jeg bliver ved med at glemme det.)
Nå, Plys var en bjørn med Enorm Hjerne
(Sig det igen!)
Med enorm hjerne –
(Med enorm hvad?)
Nå, han spiste meget,
Og jeg ved ikke, om han kunne svømme,
Men han formåede at flyde
På en slags båd
(På en slags hvad?)
Nå, en slags potte –
Så lad os nu give ham tre hjertelige hurraer
(Tre hjertelige hvad for nogen?)
Og håbe, han bliver hos os i mange år,
Og vokser i sundhed, visdom og lykke!
3 Hurraer for Plys!
(For hvem?)
For Plys –
3 Hurraer for Bjørn!
(For hvor?)
For Bjørn –
3 Hurraer for den vidunderlige Peter Plys!
(Kan nogen fortælle mig – HVAD GJORDE HAN?)
Mens alt dette foregik inde i ham, talte Ugle med Æsel.
"Æsel," sagde Ugle, "Christopher Robin holder en fest."
"Meget interessant," sagde Æsel. "Jeg formoder, de sender mig de rester, nogen har trådt på. Venligt og betænksomt. Det var da så lidt."
"Der er en invitation til dig."
"Hvordan ser den ud?"
"En invitation!"
"Ja, jeg hørte dig. Hvem tabte den?"
"Det er ikke noget at spise, det er en indbydelse til festen. I morgen."
Æsel rystede langsomt på hovedet.
"Du mener Grisling. Den lille fyr med de livlige ører. Det er Grisling. Jeg skal nok fortælle ham det."
"Nej, nej!" sagde Ugle lidt utålmodigt. "Det er dig!"
"Er du sikker?"
"Selvfølgelig er jeg sikker. Christopher Robin sagde: 'Alle sammen! Fortæl dem alle!'"
"Alle sammen – undtagen Æsel?"
"Alle sammen," sagde Ugle surt.
"Ah!" sagde Æsel. "En fejl, uden tvivl, men jeg skal nok komme. Bare bebrejd mig ikke, hvis det regner."
Men det regnede ikke. Christopher Robin havde lavet et langt bord af nogle lange brædder, og de sad alle omkring det. Christopher Robin sad i den ene ende, og Plys i den anden, og på den ene side sad Ugle, Æsel og Grisling, mens Kanin, Kængu og Ru sad på den anden. Og alle Kanins venner og slægtninge bredte sig på græsset og ventede håbefuldt, hvis nu nogen talte til dem, tabte noget, eller spurgte, hvad klokken var.
Det var den første fest, Ru nogensinde havde været til, og han var meget spændt. Så snart de havde sat sig, begyndte han at tale.
"Hej, Plys!" peb han.
"Hej, Ru!" sagde Plys.
Ru hoppede op og ned på sin stol et øjeblik og begyndte så igen.
"Hej, Grisling!" peb han.
Grisling vinkede med en pote, for travlt optaget til at svare.
"Hej, Æsel!" sagde Ru.
Æsel nikkede dystert. "Det vil snart regne, vent bare," sagde han.
Ru kiggede – men det regnede ikke, så han sagde: "Hej, Ugle!"
"Goddag, min lille ven," sagde Ugle venligt, mens han fortsatte med at fortælle Christopher Robin om en ulykke, som næsten var sket for en ven, Christopher ikke kendte.
"Kær’ du, drik nu din mælk først og tal bagefter," sagde Kængu.
Ru, der var i gang med mælken, prøvede at sige, at han kunne gøre begge dele på én gang... og måtte derefter klappes på ryggen og tørres længe bagefter.
Da de næsten havde spist nok, bankede Christopher Robin med sin ske på bordet, og alle holdt op med at tale og blev helt stille – undtagen Ru, som lige var færdig med et højt hik og prøvede at se uskyldig ud.
"Denne fest," sagde Christopher Robin, "er en fest på grund af noget, nogen gjorde, og vi ved alle, hvem det var, og det er hans fest, fordi han gjorde det, og jeg har en gave til ham – og her er den."
Så rodede han lidt omkring og hviskede: "Hvor er den?"
Mens han ledte, hostede Æsel betydningsfuldt og begyndte at tale.
"Venner," sagde han, "herunder alle slags, det er mig en stor fornøjelse – eller måske skulle jeg sige, det har været en fornøjelse indtil nu – at se jer til min fest. Det, jeg gjorde, var ingenting. Enhver af jer – undtagen Kanin, Ugle og Kængu – ville have gjort det samme. Åh, og Plys. Mine bemærkninger gælder naturligvis ikke Grisling og Ru, for de er for små. Men det skete bare, at det var mig. Ikke for at få det, Christopher Robin leder efter nu" – han lagde forbenet til munden og hviskede højt: "Prøv under bordet!" – "men fordi jeg føler, vi alle bør hjælpe, hvor vi kan. Jeg føler, at vi alle——"
"H-hik!" sagde Ru ved et uheld.
"Ru, skat!" sagde Kængu bebrejdende.
"Var det mig?" spurgte Ru overrasket.
"Hvad taler Æsel om?" hviskede Grisling til Plys.
"Jeg ved det ikke," sagde Plys trist.
"Jeg troede, det var din fest."
"Det troede jeg også. Men det er det vist ikke."
"Jeg ville hellere have, at det var din end Æsels," sagde Grisling.
"Det ville jeg også," sagde Plys.
"H-hik!" sagde Ru igen.
"SOM JEG SAGDE," sagde Æsel højlydt, "som jeg sagde, da jeg blev afbrudt af diverse høje lyde, jeg føler, at——"
"Her er den!" råbte Christopher Robin begejstret. "Giv den videre til vores kære gamle Plys. Den er til Plys!"
"Til Plys?" sagde Æsel.
"Selvfølgelig. Den bedste bjørn i hele verden."
"Det kunne jeg have vidst," sagde Æsel. "Man kan jo ikke klage. Jeg har mine venner. Nogen talte til mig så sent som i går. Eller var det i sidste uge, at Kanin stødte ind i mig og sagde 'Pokkers!'? Det sociale liv – altid noget i gang."
Ingen lyttede, for alle sagde:
"Åbn den, Plys!" "Hvad er det, Plys?" "Jeg ved, hvad det er!" "Nej, det gør du ikke!"
Og selvfølgelig åbnede Plys den så hurtigt, han kunne – men uden at klippe snoren, for man ved jo aldrig, hvornår en snor kan blive nyttig.
Til sidst var den pakket ud.
Da Plys så, hvad det var, var han så glad, at han næsten faldt bagover. Det var et Særligt Penalhus!
Der var blyanter i det mærket "B" for Bjørn, "HB" for Hjælpsom Bjørn og "BB" for Modig Bjørn.
Der var en kniv til at spidse blyanter med, et viskelæder til at fjerne fejl, en lineal med tommer, så man kunne måle ting, og blå, røde og grønne blyanter til at skrive særlige ting i.
Alt dette lå i små lommer i det særlige penalhus, der klikkede pænt, når man lukkede det.
Og alt dette var til Plys.
"Åh!" sagde Plys.
"Åh, Plys!" sagde alle de andre – undtagen Æsel.
"Tak," mumlede Plys.
Men Æsel sagde til sig selv:
"Det dér skrive-halløj. Blyanter og sådan. Overvurderet, hvis du spørger mig. Fjollet. Intet ved det."
Senere, da de alle havde sagt "Farvel" og "Tak" til Christopher Robin, gik Plys og Grisling tankefuldt hjem sammen i den gyldne aften, og længe sagde de ingenting.
"Når du vågner om morgenen, Plys," sagde Grisling til sidst, "hvad er det første, du siger til dig selv?"
"Hvad skal jeg have til morgenmad?" sagde Plys. "Hvad siger du, Grisling?"
"Jeg siger: Jeg spekulerer på, hvad der mon sker spændende i dag?" sagde Grisling.
Plys nikkede eftertænksomt.
"Det er det samme," sagde han.
"Og hvad skete der så?" spurgte Christopher Robin.
"Hvornår?"
"I morgen tidlig."
"Det ved jeg ikke."
"Kunne du tænke dig at finde ud af det og fortælle det til mig og Plys en dag?"
"Hvis du virkelig gerne ville."
"Det vil Plys," sagde Christopher Robin.
Han sukkede dybt, løftede sin bjørn i benet og gik mod døren med Peter Plys slæbende efter sig.
Ved døren vendte han sig og sagde:
"Vil du komme og se mig tage bad?"
"Måske," sagde jeg.
"Var Plys’ penalhus bedre end mit?"
"Det var helt det samme," sagde jeg.
Han nikkede og gik ud ... og et øjeblik efter hørte jeg Peter Plys – bump, bump, bump – gå op ad trappen bag ham.
