Der var engang, i den muromkransede by Luminara, en prinsesse ved navn Celestine. Hun var kendt for sin venlighed, men også for sin ensomhed. Hendes dage gik med at vandre i slots­havens stier, mens hun længtes efter eventyr uden for tårnenes rækkevidde.

Hver aften blev byportene bevogtet af en ung mand ved navn Mira. I modsætning til de andre vagter, der pralede af kampe og fester, var Mira stille. Han foretrak at betragte stjernerne og lytte til nattens hemmeligheder.

En skyfri nat listede prinsesse Celestine sig ud på murene, draget af månens sølvglans. Der fandt hun Mira stående på vagt, med blikket rettet mod himlen. Prinsessen tøvede. Hun havde aldrig talt med en vagt før, men Miras rolige nærvær var betryggende.

»Kigger du altid på stjernerne?« spurgte Celestine blidt.

Mira vendte sig overrasket og bukkede. »Ja, Deres Højhed. Stjernerne fortæller historier – sådan sagde min bedstemor.«

Celestines øjne glimtede. »Vil du fortælle mig en?«

Mira nikkede og begyndte historien om jægeren Orion, som blev månens ven. Mens Mira fortalte, mærkede Celestine ensomheden forsvinde. Hver aften derefter sneg hun sig hen til ham, for at lytte til historier om stjernebilleder, gamle helte og fjerne verdener.

En aften, mens byen sov, sneg en skygge sig langs ydermuren. Mira fik øje på en kappeklædt skikkelse, der klatrede op ad stenene! Han trådte stille foran prinsessen og trak sit sværd. »Bliv bag mig,« hviskede han.

Skyggen sprang op på muren og svingede en dolk. »Overgiv prinsessen, så sker der jer intet!« hvæsede fremmede.

Celestines hjerte hamrede, men Mira stod fast. »Du må igennem mig først.«

Med et hurtigt ryk fór fremmede frem, men Mira var hurtigere. Han blokerede angrebet og råbte på hjælp. Celestine, rystende men beslutsom, greb en tung lanterne og svingede den mod angriberen. Forfærdet snublede skikkelsen og styrtede ned fra muren, hvor byens soldater straks greb ham.

Forpustede så Celestine og Mira på hinanden. »Du var meget modig,« sagde Mira.

»Det var du også,« svarede Celestine med et smil, for første gang i mange uger.

Efter den nat insisterede Celestine på, at Mira blev forfremmet til kaptajn for vagten. Snart talte hele slottet om dem – ikke kun for deres heltemod, men også for det spirende venskab.

Mira lærte Celestine at svinge et sværd, og Celestine lærte Mira at male solnedgange med akvarel. Sammen forvandlede de det ensomme tårn til et sted fyldt med latter og lys.

Rygtet om deres mod og venlighed spredte sig i hele byen. Folk fra nær og fjern kom til murene for at høre Miras historier og dele deres egne ønsker under stjernerne. Luminara blev en drømmenes by, hvor vagter og prinsesser kunne være venner, og hvor hver nat var fuld af fortællinger og funklende lys.

Og således vågede prinsesse Celestine og kaptajn Mira over Luminara side om side, ikke længere alene, men forenet under en himmel af uendelige muligheder.

De levede lykkeligt til deres dages ende, deres venskab skinnende lige så klart som stjernerne over dem.

En modig vagt og en ensom prinsesse knytter et uventet venskab under stjernerne.