Der var engang, i et fredeligt kongerige omgivet af smaragdgrønne skove, en modig slotsvagt ved navn Rowan. Hans opgave var at patruljere de kongelige haver hver nat og sørge for, at alt var roligt og sikkert.

På slottet boede prinsesse Elara, en godhjertet pige med funklende øjne og en nysgerrig sjæl. Hun elskede at læse historier om magi, eventyr og fjerne lande, men hun var en smule bange for mørket. Hver nat kiggede hun ud fra sit tårnvindue og så Rowan gå sine runder nedenfor, hans lanterne skinnende som en lille stjerne.

En aften, netop som månen stod højt, hørte Elara en mærkelig lyd fra haven. Det lød som en hvisken blandet med en lille fnisen. Hun ville undersøge det, men skyggerne virkede længere og lidt uhyggelige. Da hun huskede Rowans rolige lanterne, listede hun ned ad trapperne og fandt ham ved havelågen.

Rowan bemærkede hendes bekymrede ansigt og bukkede. “Er noget galt, prinsesse?” spurgte han blidt.

“Jeg hørte noget mærkeligt i haven,” indrømmede hun. “Men jeg tør ikke gå derud alene i mørket.”

Rowan smilede varmt. “Vil du have, jeg går med dig? Sammen er der intet at frygte.”

Elara nikkede, allerede lidt mere modig. De to begav sig ud ad den snoede havegang, Rowans lanterne lyste vejen op. Græshopperne sang blidt, og blomsterne glimtede af dug, sølvfarvede i måneskinnet.

Da de kom længere ind, lød lyden igen — denne gang højere. Den kom fra det gamle piletræ ved dammen. Rowan løftede sin lanterne, og de opdagede en pindsvinefamilie, der raslede i bladene!

Elara lo lettet. “Jeg var bange for ingenting! Det er bare små pindsvin.”

“De ser lidt frække ud,” sagde Rowan med et grin. “Men de er harmløse.”

Fyldt med selvtillid spurgte Elara, om de kunne gå lidt længere. Rowan nikkede, og sammen udforskede de kroge af haven, hun aldrig havde set om natten. De fandt søvnige blomster, der kun åbnede sig i måneskin, og lyttede til de rolige plask fra frøer i dammen.

Efter et stykke tid satte de sig på en stensæde under en blomstrende jasminranke. Luften duftede sødt, og månen skinnede klart over dem. Elara vendte sig mod Rowan og hviskede: “Tak fordi du gik med mig. Jeg var så bange i starten, men du hjalp mig til at opdage, hvor smuk natten kan være.”

Rowan nikkede. “Mørket kan virke skræmmende, når man er alene, men med en ven kan man finde så meget vidunderligt.”

Pludselig flaksede en lille møl forbi og landede på Elaras hånd. Hun fniste, mens dens sarte vinger glimtede. “Måske vil jeg gå ud om natten lidt oftere,” sagde hun. “Der er så mange hemmeligheder at opdage.”

Rowan smilede. “Haven vil altid byde dig velkommen, prinsesse. Og hvis du nogensinde har brug for en lanterne eller en ven, er jeg her.”

Fra den nat af var prinsesse Elara ikke længere bange for mørket. Nogle gange mødtes hun og Rowan efter solnedgang for at udforske den magiske verden i den månebelyste have sammen. De fandt mod, venskab og tusind nye historier, der ventede i skyggerne — hver eneste belyst af lanternens skær og et modigt hjertes varme.

Og sådan lærte prinsessen, under stjernernes vågne blik og vagtens omsorg, at de mest vidunderlige eventyr ofte begynder, når man træder ud over sin frygt.

En vagt hjælper en prinsesse med at finde mod under den måneoplyste himmel.