Æsel, det gamle grå æsel, stod ved siden af bækken og kiggede på sig selv i vandet.
"Patetisk," sagde han. "Det er, hvad det er. Patetisk."
Han vendte sig om og gik langsomt tyve meter ned ad bækken, vadede over den og gik langsomt tilbage på den anden side. Så kiggede han på sit spejlbillede igen.
"Som jeg tænkte," sagde han. "Ikke bedre fra denne side. Men ingen bryder sig. Ingen interesserer sig. Patetisk, det er, hvad det er."
Der var en knitren i bregnerne bag ham, og ud kom Peter Plys.
"Godmorgen, Æsel," sagde Plys.
"Godmorgen, Peter Plys," sagde Æsel tungsindigt. "Hvis det altså er en god morgen," sagde han. "Hvilket jeg tvivler på," tilføjede han.
"Hvorfor det? Hvad er der galt?"
"Ingenting, Peter Plys, ingenting. Vi kan ikke alle – og nogle af os gør det ikke. Det er alt."
"Kan ikke alle hvad?" spurgte Plys, mens han gned sin næse.
"Munterhed. Sang og dans. Rundt om morbærtræet."
"Åh!" sagde Plys. Han tænkte længe, og spurgte så: "Hvilket morbærtræ er det?"
"Bon-hommy," fortsatte Æsel mørkt. "Fransk ord, der betyder bonhommy," forklarede han. "Jeg klager ikke, men sådan er det."
Plys satte sig på en stor sten og prøvede at tænke over det. Det lød som en gåde, og han var aldrig særlig god til gåder, da han jo var en Bjørn med Meget Lille Hjerne. Så han begyndte i stedet at synge “Cottleston Pie”:
Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie,
En flue kan ikke fugl, men en fugl kan fly.
Spørg mig en gåde, og jeg svarer dig:
"Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie."
Det var første vers. Da han var færdig, sagde Æsel ikke noget om, at han ikke kunne lide det, så Plys sang venligt det andet vers:
Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie,
En fisk kan ikke fløjte, og det kan jeg ej.
Spørg mig en gåde, og jeg svarer dig:
"Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie."
Æsel sagde stadig ingenting, så Plys nynnede det tredje vers stille for sig selv:
Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie,
Hvorfor gør en høne, det ved jeg ej.
Spørg mig en gåde, og jeg svarer dig:
"Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie."
"Det er rigtigt," sagde Æsel. "Syng bare. Umty-tiddely, umty-too. Her går vi og samler nødder i maj. Hyg dig."
"Det gør jeg," sagde Plys.
"Nogle kan," sagde Æsel.
"Hvorfor, hvad er der galt?"
"Er der noget galt?"
"Du virker så trist, Æsel."
"Trist? Hvorfor skulle jeg være trist? Det er min fødselsdag. Årets lykkeligste dag."
"Din fødselsdag?" sagde Plys forbløffet.
"Selvfølgelig. Kan du ikke se det? Se alle gaverne, jeg har fået." Han viftede lidt med benet. "Se fødselsdagskagen. Lys og lyserød sukker."
Plys kiggede – først til højre, så til venstre.
"Gaver?" sagde Plys. "Kage?" sagde han. "Hvor?"
"Kan du ikke se dem?"
"Nej," sagde Plys.
"Heller ikke jeg," sagde Æsel. "Spøg," forklarede han. "Ha ha!"
Plys kløede sig i hovedet, lidt forvirret over alt dette.
"Men er det virkelig din fødselsdag?" spurgte han.
"Det er det."
"Åh! Jamen, tillykke med dagen, Æsel."
"Og tillykke med dagen til dig, Peter Plys."
"Men det er jo ikke min fødselsdag."
"Nej, det er min."
"Men du sagde 'tillykke med dagen'——"
"Hvorfor ikke? Du vil da ikke også være trist på min fødselsdag, vel?"
"Åh, jeg forstår," sagde Plys.
"Det er slemt nok," sagde Æsel og var lige ved at bryde sammen, "at jeg selv er ulykkelig – uden gaver, uden kage, uden lys, og ingen tager mig alvorligt – men hvis alle andre også skal være ulykkelige——"
Det blev for meget for Plys. "Bliv her!" råbte han til Æsel, mens han vendte sig om og løb hjem så hurtigt, han kunne; for han følte, at han straks måtte finde en gave til den stakkels Æsel, og han kunne altid finde på en ordentlig en senere.
Udenfor sit hus fandt han Grisling, som hoppede op og ned for at nå dørhammeren.
"Hej, Grisling," sagde han.
"Hej, Plys," sagde Grisling.
"Hvad prøver du på?"
"Jeg prøvede at nå hammeren," sagde Grisling. "Jeg kom bare forbi——"
"Lad mig gøre det for dig," sagde Plys venligt. Han bankede på døren. "Jeg har lige set Æsel," begyndte han, "og den stakkels Æsel er i en Meget Trist Tilstand, fordi det er hans fødselsdag, og ingen har lagt mærke til det, og han er meget tungsindig – du ved, hvordan Æsel er – og der stod han, og—— Hvorfor tager det så lang tid for den, der bor her, at åbne døren?" Og han bankede igen.
"Men Plys," sagde Grisling, "det er jo dit eget hus!"
"Åh!" sagde Plys. "Det er rigtigt," sagde han. "Så lad os gå ind."
Så de gik ind. Det første, Plys gjorde, var at gå hen til skabet for at se, om han havde en lille krukke honning tilbage; og det havde han, så han tog den ned.
"Jeg giver denne til Æsel," forklarede han, "som en gave. Hvad vil du give ham?"
"Kunne jeg ikke give den sammen med dig?" spurgte Grisling. "Fra os begge?"
"Nej," sagde Plys. "Det ville ikke være en god idé."
"Okay, så giver jeg ham en ballon. Jeg har én tilbage fra min fest. Jeg går og henter den nu, skal jeg?"
"Det, Grisling, er en meget god idé. Det er lige, hvad Æsel har brug for for at blive glad. Ingen kan være ked af det med en ballon."
Så trippede Grisling af sted; og i den anden retning gik Plys med sin honningkrukke.
Det var en varm dag, og han havde et langt stykke at gå. Han var ikke kommet mere end halvvejs, før en mærkelig fornemmelse begyndte at brede sig i ham. Det begyndte på spidsen af næsen, løb hele vejen gennem ham og ud gennem fodsålerne. Det var, som om nogen inden i ham sagde: "Nu, Plys, tid til en lille bid."
"Åh kære," sagde Plys, "jeg vidste ikke, at det var blevet så sent." Så han satte sig ned og tog låget af sin honningkrukke. "Heldigt, jeg tog den med," tænkte han. "Mange bjørne, der går ud på en varm dag som denne, ville aldrig have tænkt på at tage en lille bid med." Og så begyndte han at spise.
"Lad mig se," tænkte han, da han slikkede det sidste af indersiden af krukken, "hvor var det, jeg skulle hen? Åh ja, Æsel." Han rejste sig langsomt.
Og pludselig huskede han det. Han havde spist Æsels fødselsdagsgave!
"Åh pokkers!" sagde Plys. "Hvad skal jeg gøre? Jeg må give ham noget."
Et øjeblik kunne han ikke komme i tanke om noget. Så tænkte han: "Nå, det er en meget pæn krukke, selv uden honning, og hvis jeg vasker den ren og får nogen til at skrive 'Tillykke med fødselsdagen' på den, kunne Æsel gemme ting i den, og det ville være nyttigt."
Så da han lige passerede Hundredemeterskoven, gik han ind for at besøge Ugle, som boede dér.
"Godmorgen, Ugle," sagde han.
"Godmorgen, Plys," sagde Ugle.
"Tillykke med Æsels fødselsdag," sagde Plys.
"Åh, er det dét, det er i dag?"
"Hvad giver du ham, Ugle?"
"Hvad giver du ham, Plys?"
"Jeg giver ham en Nyttig Krukke til at gemme Ting i, og jeg ville spørge dig——"
"Er det den dér?" sagde Ugle og tog den ud af Plys’ pote.
"Ja, og jeg ville spørge dig——"
"Nogen har haft honning i den," sagde Ugle.
"Man kan gemme alt muligt i den," sagde Plys alvorligt. "Den er Meget Nyttig på den måde. Og jeg ville spørge dig——"
"Du burde skrive 'Tillykke med fødselsdagen' på den."
"Det var netop det, jeg ville spørge dig om," sagde Plys. "For min stavning er lidt Wobbly. Den er god, men den Wobbler, og bogstaverne kommer i de forkerte pladser. Vil du skrive 'Tillykke med fødselsdagen' for mig?"
"Det er en fin krukke," sagde Ugle og så den fra alle sider. "Kunne jeg ikke give den sammen med dig? Fra os begge?"
"Nej," sagde Plys. "Det ville ikke være en god idé. Nu vasker jeg den lige først, så kan du skrive på den."
Så Plys vaskede krukken og tørrede den, mens Ugle slikkede på sin blyant og prøvede at huske, hvordan man stavede 'fødselsdag'.
"Kan du læse, Plys?" spurgte han lidt bekymret. "Der hænger et skilt udenfor min dør, som Jakob skrev, om at banke og ringe. Kunne du læse det?"
"Jakob fortalte mig, hvad der stod, og så kunne jeg."
"Godt. Så skal jeg fortælle dig, hvad dette siger, så vil du også kunne."
Så Ugle skrev ... og dette er, hvad han skrev:
HIPY PAPY BTHUTHDTH THUTHDA BTHUTHDY.
Plys så beundrende på.
"Jeg skriver bare 'Tillykke med fødselsdagen'," sagde Ugle nonchalant.
"Det er en pæn lang én," sagde Plys, meget imponeret.
"Ja, faktisk står der selvfølgelig 'En Meget Glædelig Fødselsdag med kærlighed fra Plys.' Det kræver naturligvis en del blyant at skrive noget så langt."
"Åh, jeg forstår," sagde Plys.
Imens var Grisling løbet hjem for at hente Æsels ballon. Han holdt den tæt ind til sig, så den ikke skulle flyve væk, og løb så hurtigt, han kunne, for at nå Æsel før Plys; for han tænkte, at det ville være rart at være den første, der gav en gave, som om han selv havde fundet på det. Men mens han løb og tænkte på, hvor glad Æsel ville blive, så han ikke, hvor han trådte ... og pludselig stak han foden i et kaninhul og faldt lige på næsen.
BANG!!!???*!!!
Grisling lå dér og spekulerede på, hvad der var sket. Først troede han, at hele verden var eksploderet; så tænkte han, at det måske kun var skoven; og så tænkte han, at det måske kun var ham, og at han nu var helt alene på månen eller et andet sted – og aldrig mere ville se Jakob, Plys eller Æsel.
Så tænkte han: "Selv hvis jeg er på månen, behøver jeg jo ikke ligge med ansigtet nedad hele tiden," så han rejste sig forsigtigt og så sig omkring.
Han var stadig i skoven!
"Det var mærkeligt," tænkte han. "Jeg kunne da ikke have lavet sådan et brag bare ved at falde. Og hvor er min ballon? Og hvad laver det dér lille stykke vådt klæde?"
Det var ballonen!
"Åh nej!" sagde Grisling. "Åh, nej, nej, nej da! Nå, det er for sent nu. Jeg kan ikke gå tilbage, og jeg har ingen anden ballon – og måske kan Æsel ikke engang lide balloner så meget."
Så trippede han videre, nu lidt trist, og kom ned til bækken, hvor Æsel stod, og råbte til ham:
"Godmorgen, Æsel!" råbte Grisling.
"Godmorgen, Lille Grisling," sagde Æsel. "Hvis det altså er en god morgen," sagde han. "Hvilket jeg tvivler på," sagde han. "Ikke at det betyder noget," sagde han.
"Tillykke med dagen!" sagde Grisling, nu tættere på.
Æsel stoppede med at se på sig selv i vandet og vendte sig for at stirre på Grisling.
"Sig det lige igen," sagde han.
"Tillyk——"
"Vent et øjeblik."
Han balancerede på tre ben og begyndte forsigtigt at løfte det fjerde op til sit øre. "Jeg gjorde dette i går," forklarede han, da han faldt for tredje gang. "Det er ganske let. Så kan jeg høre bedre.... Der, nu! Hvad sagde du?"
"Tillykke med dagen," sagde Grisling igen.
"Til mig?"
"Selvfølgelig, Æsel."
"Min fødselsdag?"
"Ja."
"Jeg har virkelig en rigtig fødselsdag?"
"Ja, Æsel, og jeg har taget en gave med til dig."
Æsel tog sin højre hov ned fra sit højre øre, vendte sig om og løftede møjsommeligt den venstre.
"Jeg må have den i det andet øre," sagde han. "Sådan, nu kan du tale."
"En gave!" sagde Grisling højt.
"Til mig igen?"
"Ja."
"Min fødselsdag stadig?"
"Selvfølgelig, Æsel."
"Jeg har altså en rigtig fødselsdag?"
"Ja, Æsel, og jeg har taget en ballon med."
"Ballon?" sagde Æsel. "Sagde du ballon? En af de store, farvede ting, man puster op? Glæde, sang og dans?"
"Ja, men jeg er bange for—jeg er så ked af det, Æsel—men da jeg løb med den til dig, faldt jeg."
"Åh kære, hvor uheldigt! Du løb nok for hurtigt. Kom du til skade, Lille Grisling?"
"Nej, men jeg—åh, Æsel, jeg sprængte ballonen!"
Der var en meget lang stilhed.
"Min ballon?" sagde Æsel til sidst.
Grisling nikkede.
"Min fødselsdagsballon?"
"Ja, Æsel," sagde Grisling med et lille snøft. "Her er den. Med... med mange lykønskninger." Og han rakte Æsel det lille stykke vådt klæde.
"Er det den?" sagde Æsel, lidt overrasket.
Grisling nikkede.
"Min gave?"
Grisling nikkede igen.
"Ballonen?"
"Ja."
"Tak, Grisling," sagde Æsel. "Må jeg spørge—hvilken farve var den, da den—da den var en ballon?"
"Rød."
"Jeg tænkte det nok.... Rød," mumlede han for sig selv. "Min yndlingsfarve.... Hvor stor var den?"
"Omtrent så stor som mig."
"Jeg tænkte det nok.... Omtrent så stor som Grisling," sagde han trist. "Min yndlingsstørrelse. Nå, nå."
Grisling følte sig meget elendig og vidste ikke, hvad han skulle sige. Han åbnede munden for at sige noget, men besluttede, at det ikke ville hjælpe, da han hørte et råb fra den anden side af floden – og der var Plys.
"Tillykke med dagen!" råbte Plys, der helt havde glemt, at han allerede havde sagt det.
"Tak, Plys, jeg fejrer den," sagde Æsel trist.
"Jeg har taget en lille gave med!" sagde Plys ivrigt.
"Den har jeg fået," sagde Æsel.
Plys vadede nu over bækken til Æsel, og Grisling sad lidt derfra med hovedet i hænderne og snøftede.
"Det er en Nyttig Krukke," sagde Plys. "Her er den. Og der står 'En Meget Glædelig Fødselsdag med kærlighed fra Plys' på den. Det er, hvad al den skrift betyder. Og den er til at gemme ting i. Se!"
Da Æsel så krukken, blev han helt opstemt.
"Hvorfor!" sagde han. "Jeg tror, min ballon lige præcis kan være i den krukke!"
"Åh nej, Æsel," sagde Plys. "Balloner er alt for store til at være i krukker. Man holder ballonen——"
"Ikke min," sagde Æsel stolt. "Se, Grisling!"
Og mens Grisling så bedrøvet til, tog Æsel ballonen op med tænderne, lagde den forsigtigt ned i krukken, tog den op igen, lagde den på jorden og satte den derefter forsigtigt tilbage i krukken.
"Den passer!" sagde Plys. "Den går i!"
"Ja!" sagde Grisling. "Og den kommer ud igen!"
"Gør den ikke?" sagde Æsel. "Den går ind og ud som ingenting."
"Jeg er så glad," sagde Plys lykkeligt, "for at jeg tænkte på at give dig en Nyttig Krukke til at lægge ting i."
"Og jeg er så glad," sagde Grisling, "for at jeg tænkte på at give dig Noget at lægge i en Nyttig Krukke."
Men Æsel lyttede ikke. Han tog ballonen ud og lagde den tilbage igen, lykkelig som kun et æsel kan være....
"Og gav jeg ham slet ikke noget?" spurgte Jakob trist.
"Selvfølgelig gjorde du," sagde jeg. "Du gav ham – husker du ikke – en lille——"
"Jeg gav ham en æske maling til at male ting med."
"Det var det."
"Hvorfor gav jeg ham den ikke om morgenen?"
"Du var så travlt optaget af at gøre hans fest klar. Han fik en kage med glasur ovenpå og tre lys og sit navn i lyserød sukker, og——"
"Ja, det kan jeg huske," sagde Jakob stille.
