I et stille hjørne af Willowwood-skoven boede Milo Mus og Tessa Skildpadde. Milo var lille, hurtig og uendeligt nysgerrig. Tessa var mild, eftertænksom og kendt for sin visdom. De var de bedste venner og altid klar til et nyt eventyr.

En lys morgen styrtede Milo ind i Tessas have med øjnene fulde af spænding. „Tessa! Månestenen mangler fra Den Store Skov Eg!” Alle i Willowwood vidste, at Månestens bløde sølvglans beskyttede skoven om natten. Uden den ville skoven være mørk og fuld af skygger.

Tessa puttede sine briller i skallen og nikkede. „Vi må finde den, Milo. Lad os følge glimt-sporet.”

Sammen begav de sig afsted under løvfyldte grene og fulgte de blinkende pletter på den mosdækkede sti. Milo løb forrest, snusende rundt om træernes rødder og kiggede ind i hule stokke. Tessa gik roligt efter, med skarpe øjne på udkig efter spor.

Ved den rislende bæk fandt de en fjer – en klarblå fjer fra det frække Skade-familien. „Måske har Skadene taget Månestenen!” udbryd Milo.

De fulgte de blå fjer til en høj eg, hvor Skade-tvillingene Jip og Jop sludrede højlydt. „Har I set Månestenen?” spurgte Tessa høfligt.

Jip rystede på hovedet. „Vi fandt kun denne skinnende sten!” Han holdt en glitrende sten op, men det var ikke Månestenen.

„Vi så Sable Egernet bære noget skinnende den vej,” tilføjede Jop og pegede dybere ind i skoven.

Milo piskede. „Lad os skynde os, Tessa!” Han styrtede afsted, men snart kaldte Tessas stemme blidt, „Roligt, Milo. Vi går vild, hvis vi løber for langt foran.”

De nåede Sables træ, hvor hun var optaget af at putte agern i sin rede. „Jeg fandt noget skinnende,” indrømmede Sable, „men det var for tungt for mig at bære. Jeg rullede det ned ad bakken.”

Milo og Tessa trillede ned ad bakken og ledte i hvert græsstrå. Solen begyndte at gå ned, og skyggerne blev længere. Milo begyndte at bekymre sig. „Vil vi nogensinde finde det?”

Tessa smilede. „Lad os bruge vores styrker, Milo. Du er hurtig og adræt. Jeg er stabil og forsigtig. Hvis vi arbejder sammen, finder vi Månestenen.”

Milo klatrede op på Tessas stærke skal og stod højt for at skanne engen. Der, nær en cirkel af svampe, glimtede et sølvskær!

De hastede hen og fandt Månestenen hvilende blandt svampene, halvt dækket af blødt mos. „Vi klarede det, Tessa!” jublede Milo.

Men Månestenen var alt for tung til, at Milo kunne løfte den alene. Tessa stabiliserede sig, og Milo guidede hende, mens hun forsigtigt rullede Månestenen op på sin ryg.

Sakte men sikkert bar de den tilbage mod Den Store Eg. Undervejs sluttede venner fra skoven sig til – Jip og Jop, Sable og endda en familie søvnige ildfluer, som tilbød deres lys.

Da Månestenen blev sat tilbage på plads, vendte dens blide glød tilbage og badede skoven i sølvlys. Dyrene jublede, og alle takkede Milo og Tessa for deres mod og samarbejde.

Den aften, under den blinkende Månestens, nød Milo og Tessa en picnic med deres venner. Milo nibbede på ostekrummer, og Tessa nød søde bær. „Vi er et godt team,” sagde Milo og gabte lykkeligt.

Tessa nikkede og så Månestens lys danse over bladene. „Det er vi, Milo. Sammen kan vi løse ethvert mysterium.”

En modig mus og en klog skildpadde søger sammen efter den forsvundne Månestens.