Honningkagemanden

En dag gik kokken ud i køkkenet for at lave honningkager. Hun tog noget mel og vand, og sirup og ingefær, og blandede det hele godt sammen, og hun kom lidt mere vand i for at gøre det tyndt, og så lidt mere mel for at gøre det tykt, og en smule salt og nogle krydderier, og derefter rullede hun det ud til en smuk, glat, mørkegul dej.

Så tog hun firkantede forme og skar nogle firkantede kager ud til de små drenge, og med runde forme skar hun nogle runde kager ud til de små piger, og så sagde hun: “Jeg vil lave en lille honningkagemand til lille Bobby.” Så tog hun en pæn rund klump dej til hans krop og en mindre klump til hans hoved, som hun trak lidt ud til en hals. To andre klumper blev sat fast nedenunder som ben og trukket ud i ordentlig form, med fødder og tæer helt færdige, og to endnu mindre stykker blev lavet til arme, med kære små hænder og fingre.

Men det fineste arbejde blev gjort på hovedet, for toppen blev kruset op til en smuk sukkersød hat; på hver side blev der lavet et kært lille øre, og foran, efter at næsen omhyggeligt var formet, blev en smuk mund lavet af en stor rosin, og to klare små øjne af brændte mandler og kommenfrø.

Så var honningkagemanden færdig og klar til at blive bagt, og en meget munter lille mand var han. Faktisk så han så udspekuleret ud, at kokken var bange for, at han planlagde noget skælmeri, og da dejen var klar til ovnen, satte hun de firkantede kager ind og de runde kager ind; og så satte hun den lille honningkagemand helt om i et bageste hjørne, hvor han ikke kunne slippe væk i en fart.

Så gik hun op for at feje dagligstuen, og hun fejede og fejede, indtil uret slog tolv, hvorpå hun tabte kosten i hast og udbrød: “Du milde! honningkagerne vil være bagt til en forkullet klump,” og hun løb ned i køkkenet og rev ovndøren op. Og de firkantede kager var helt færdige, pæne og hårde og brune, og de runde kager var helt færdige, pæne og hårde og brune, og honningkagemanden var også helt færdig, pæn og hård og brun; og han stod oprejst i sit hjørne, med sine små kommenfrøøjne funklende og sin rosinmund boblende af skælmeri, mens han ventede på, at ovndøren skulle blive åbnet. I samme øjeblik døren blev åbnet, med et hop, et spring og et sæt, fór han lige hen over de firkantede kager og de runde kager og over kokkens arm, og før hun kunne sige “et kuk,” løb han hen over køkkengulvet, så hurtigt hans små ben kunne bære ham, mod bagdøren, som stod vidt åben, og gennem hvilken han kunne se havestien.

“LØB, LØB, SÅ HURTIGT DU KAN.

DU KAN IKKE FANGE MIG,

JEG ER HONNINGKAGEMANDEN!”

Den gamle kok vendte sig så hurtigt hun kunne, hvilket ikke var særlig hurtigt, for hun var en temmelig kraftig kvinde og var blevet helt taget på sengen, og hun så ligge lige hen over døråbningen, fast sovende i solen, den gamle Mouser, katten.

“Mouser, Mouser,” råbte hun, “stop honningkagemanden! Jeg vil have ham til lille Bobby.” Da kokken først kaldte, troede Mouser, at det blot var nogen, der kaldte i hendes drømme, og hun rullede bare dovent om på siden; og kokken kaldte igen: “Mouser, Mouser!” Den gamle kat sprang op med et hop, men netop som hun vendte sig for at spørge kokken, hvad al den larm handlede om, sprang den lille honningkagemand snedigt ind under hendes hale og var i næste øjeblik trippende ned ad havestien. Mouser vendte sig i hast og løb efter, selv om hun stadig var for søvnig til rigtigt at vide, hvad det var, hun forsøgte at fange, og efter katten kom kokken, tungt trampende, men i ganske god fart.

Nu lå der for enden af stien, fast sovende i solen op ad de varme sten i havemuren, Towser, hunden.

Og kokken råbte: “Towser, Towser, stop honningkagemanden! Jeg vil have ham til lille Bobby.”

Da Towser først hørte hende kalde, troede han, at det var nogen, der talte i hans drømme, og han vendte sig blot om på siden med endnu et snork; men så kaldte kokken igen: “Towser, Towser, stop ham, stop ham!”

Så vågnede hunden for alvor og sprang op på benene for at se, hvad det var, han skulle stoppe. Men netop som hunden sprang op, gled den lille honningkagemand, som havde ventet på chancen, stille mellem hans ben og klatrede op på toppen af stenmuren, så Towser ikke så andet end katten, der kom løbende mod ham ned ad stien, og bag katten kokken, nu helt forpustet.

“LØB, LØB, SÅ HURTIGT DU KAN.

DU KAN IKKE FANGE MIG,

JEG ER HONNINGKAGEMANDEN!”

Han tænkte straks, at katten måtte have stjålet noget, og at det var katten, kokken ville have ham til at stoppe. Og hvis der var noget, Towser holdt af, så var det at jage katten, og han sprang op ad stien så voldsomt, at den stakkels kat ikke nåede at standse eller komme af vejen, og de stødte sammen med et stort hvæsen og gøen og mjaven og hylen og kradsen og bid, som om et par katarinhjul var gået af i den gale retning og havde viklet sig ind i hinanden.

Men den gamle kok havde løbet så stærkt, at hun heller ikke kunne standse sig selv bedre end katten, og hun faldt lige oven på den sammenfiltrede hund og kat, så alle tre rullede rundt på stien i én stor bunke.

Og katten kradsede den, der kom nærmest, hvad enten det var et stykke af hunden eller af kokken, og hunden bed den, der kom nærmest, hvad enten det var et stykke af katten eller af kokken, så den stakkels kok blev slemt gennembanket fra begge sider.

Imens var honningkagemanden klatret op på havemuren og stod på toppen med hænderne i lommerne, mens han så på slagsmålet og lo, til tårerne løb ned fra hans små kommenfrøøjne, og hans rosinmund boblede over af morskab.

“LØB, LØB, SÅ HURTIGT DU KAN.

DU KAN IKKE FANGE MIG,

JEG ER HONNINGKAGEMANDEN!”

Efter et stykke tid lykkedes det katten at trække sig fri fra under kokken og hunden, og en meget forpjusket og sammenkrøllet kat var hun. Hun havde fået nok af at jage honningkagemænd og listede tilbage til køkkenet for at komme sig.

Hunden, som var meget vred, fordi hans ansigt var blevet slemt kradset, slap kokken og fik endelig øje på honningkagemanden og styrtede mod havemuren. Kokken rejste sig, og selv om hendes ansigt også var slemt kradset og hendes kjole var revet i stykker, var hun fast besluttet på at se enden på jagten og fulgte efter hunden, dog denne gang langsommere.

Da honningkagemanden så hunden komme, sprang han ned på den anden side af muren og begyndte at løbe over marken. Midt på marken stod der et træ, og ved foden af træet lå Jocko, aben. Han sov ikke — det gør aber aldrig — og da han så den lille mand løbe over marken og hørte kokken råbe: “Jocko, Jocko, stop honningkagemanden,” gav han straks et stort spring. Men han sprang så hurtigt og så langt, at han sprang lige over honningkagemanden, og som heldet ville det, landede han på ryggen af Towser, hunden, som netop havde kæmpet sig over muren, og som han ikke før havde lagt mærke til. Towser blev naturligvis forskrækket, men han vendte hovedet og bed straks spidsen af abens hale af, og Jocko sprang hurtigt ned igen, mens han pludrede sin forargelse.

Imens var honningkagemanden nået hen til træets fod og sagde til sig selv: “Nu ved jeg, at hunden ikke kan klatre i træer, og jeg tror heller ikke, at den gamle kok kan klatre i træer; og hvad aben angår, er jeg ikke sikker, for jeg har aldrig set en abe før, men jeg klatrer op.”

Så trak han sig op hånd over hånd, indtil han nåede den øverste gren.

“KLATR, KLATR, SÅ HURTIGT DU KAN.

DU KAN IKKE FANGE MIG,

JEG ER HONNINGKAGEMANDEN!”

Men aben sprang med ét hop op på den nederste gren, og i næste øjeblik var han også helt oppe i toppen af træet.

Honningkagemanden krøb ud til den yderste ende af grenen og hang med den ene hånd, men aben svingede sig ind under grenen og rakte sin lange arm ud og trak honningkagemanden ind. Så holdt han ham op og så på ham så sultent, at den lille rosinmund begyndte at trække sig ned i hjørnerne, og kommenfrøøjnene fyldtes med tårer.

Og hvad tror du så der skete? Jo, lille Bobby selv kom løbende. Han havde taget sin middagslur ovenpå, og i sine drømme syntes det, som om han hele tiden hørte nogen kalde: “Lille Bobby, lille Bobby!” indtil han til sidst sprang op med et sæt og var så sikker på, at nogen kaldte på ham, at han løb ned ad trappen uden engang at tage sine sko på.

Da han kom ned, kunne han gennem vinduet ude på marken bag haven se kokken og hunden og aben og kunne endda høre Towser gø og Jocko pludre. Han løb ned ad stien med sine små bare fødder klaprende mod det varme grus, klatrede over muren og nåede på få sekunder hen under træet, netop som Jocko holdt den stakkels lille honningkagemand op.

“Slip den, Jocko!” råbte Bobby, og slippe den gjorde Jocko, for han skulle altid adlyde Bobby. Han slap den så lige ned, at honningkagemanden faldt direkte ned i Bobbys løftede forklæde.