Der var engang, dybt inde i den grønneste del af Sunnyvale Skov, at Bjørn og Kanin boede. Bjørn, stor og mild, elskede at tage lur i skyggen af de højeste fyrretræer. Kanin, lille og kvik, tilbragte sine dage hoppende over enge, altid nysgerrig. Selvom de var meget forskellige, var Bjørn og Kanin de bedste venner.

En solrig morgen, mens Kanin gnavede på kløver, opdagede han noget skinnende, der stak frem under en bunke blade. Han hoppede nærmere og fandt et farverigt kort fyldt med mystiske symboler og et stort rødt X. “Bjørn! Bjørn! Kom hurtigt!” råbte Kanin, mens han viftede med kortet i luften.

Bjørn kom luntende, gnidende søvnen ud af øjnene. "Hvad er det, Kanin?"

"Det er et skattekort! Lad os tage på eventyr!" udbrød Kanin, mens hans næse sitrede af spænding.

Bjørn studerede kortet. "Hmm, X’et er ved den Gamle Hule Stamme. Det er en lang gåtur, men jeg går med, hvis du virkelig vil."

Så begav vennerne sig af sted, kortet førte dem forbi rislende bække og flagrende sommerfugle. Snart nåede de en bred flod. Kanin hoppede frem og tilbage langs bredden. "Åh nej, den er for bred til at jeg kan springe over!"

Bjørn smilede. "Hop op på min ryg, Kanin! Jeg er en god svømmer."

Kanin kravlede op på Bjørns pelsede ryg og holdt fast, mens Bjørn roligt svømmede over det glitrende vand. På den anden side hoppede Kanin ned. "Tak, Bjørn! Du er så stærk."

De fulgte kortet gennem stikkende krat og under løvrige grene. Pludselig stod de foran en høj, glat bakke. Bjørn prøvede at klatre, men hans poter gled igen og igen. "Åh, jeg er for stor til denne bakke," sukkede Bjørn.

"Vent!" sagde Kanin. "Jeg kan klatre op og binde dit tørklæde til den gren, så du kan holde fast!"

Kanin pilede op ad bakken, bandt Bjørns tørklæde fast til en gren, og Bjørn trak sig forsigtigt op. "Tak, Kanin! Du er så klog!"

Til sidst nåede de den Gamle Hule Stamme. Det røde X var lige ovenpå. Kanin klemte sig ind, søgte til venstre og højre. Snart hvinede han: "Jeg ser noget!"

Bjørn rakte forsigtigt ind med sin store pote og trak en lille, støvet æske frem. Indeni fandt de skinnende glaskugler, en gylden fløjte og en seddel, hvorpå der stod: "Til den, der finder dette: Den største skat er at hjælpe hinanden."

Bjørn og Kanin smilede til hinanden. "Vi kunne aldrig have gjort det uden samarbejde," sagde Kanin.

"Eller venskab," tilføjede Bjørn.

De delte glaskuglerne og skiftedes til at puste i den gyldne fløjte, mens de begav sig hjemad. Fra den dag vidste Bjørn og Kanin, at uanset om man er stor eller lille, stærk eller hurtig, er man bedre sammen.

Og således tilbragte de to venner mange flere dage i Sunnyvale Skov på eventyr, altid med mindet om, at at hjælpe hinanden var den største skat af alle.

Bjørn og Kanin lærer om samarbejde og venskab på en skattejagt i skoven.