Der var engang i en dal, hvor sølvklare bække snoede sig, en lysøjet and ved navn Dabble. Dabble var ikke en almindelig and. Mens de andre piblede i det lave vand, drømte Dabble om verdenen bag sivene.

En morgen fløj en flok gæs hen over dalen og råbte: “Der findes en vismand på Tågetoppen, som kender himlens hemmeligheder!”

Nysgerrigheden flaksede i Dabbles hjerte. “Hvad gemmer himlen på? Kan jeg nogensinde nå den?”

Fast besluttet på at finde svaret vaggede Dabble ud af dammen og begyndte den lange vandring mod Tågetoppen.

Rejsen var ikke let. Stien snoede sig gennem stikkende krat, og bjergluften blev kølig og tynd. Dabble var tæt på at vende om, da en mørk sky rynkede panden over hende, men hun huskede gæssene og fortsatte.

Til sidst, efter mange timer, stod Dabble for foden af et forvredet piletræ. Der sad vismanden – en mild gammel skildpadde med en krone af mos og en kåbe syet af faldne blade.

“Velkommen, lille and,” brummede Vismanden. “At klatre så højt må betyde, at du har et stort formål.”

Dabble slugte en klump og pustede fjerene op. “Jeg ønsker at kende himlens hemmeligheder. Vil jeg nogensinde flyve højt som gæssene?”

Vismanden smilede, hans øjne glimtede som dugdråber. “Fortæl mig, Dabble, hvorfor ønsker du at flyve så højt?”

Dabble tænkte sig om. “For at se, hvad der ligger bag skyerne. For at udforske verden og bringe vidunderlige historier hjem.”

Vismanden nikkede. “Så er det ikke kun dine vinger, der betyder noget. Lad mig vise dig noget.”

Han vinkede hende nærmere. “Se ud over dalen,” sagde han. “Hvad ser du?”

Dabble kiggede gennem tågen. Hun så sin hjemlige dam dernede, den snoede flod og enge prikket med vilde blomster. Heroppefra virkede det både lille og storslået på samme tid.

“Det er smukt,” hviskede Dabble.

Vismanden smilede. “Visdom er som himlen – vid, men klar, når man klatrer højt nok. Det handler ikke om at flyve, men om modet til at søge og hjertet til at dele.”

Dabbles øjne blev store af forståelse. Hun indså, at hun ikke behøvede at flyve så højt som gæssene for at bringe vidundere hjem – hendes rejse og det, hun så fra toppen, var vidundere nok.

Vismanden rakte ned i en pose og trak en lille fjer frem, gyldent skinnende. “Tag denne, lille and. Når du fortæller dine historier, skal den minde dig om, at du er lige så modig som enhver fugl på himlen.”

Dabble takkede vismanden og gemte fjeren i sit dunede bryst. Hun sprang, hoppede og vaggede hele vejen hjem, hvor de andre ænder samledes for at høre hendes fortælling.

Fra den dag blev Dabble dalens historiefortæller. Hun fortalte om krat og storme, om bjergvisdom og en skildpaddes venlighed. Og hver and, uanset hvor lille, begyndte at drømme om nye rejser.

Og nogle gange, på tågede morgener, kiggede Dabble op mod Tågetoppen, mens den gyldne fjer glimtede på hendes bryst, og hun vidste, at hendes drømme var lige så uendelige som himlen.

En modig and søger visdom hos en mystisk vismand på en tåget bjergtop.