En solrig dag sent på efteråret, da de gyldne blade allerede lå på jorden, og den kolde vind varslede vinterens komme, arbejdede en familie af flittige Myrer foran deres hjem under et egetræ. De tørrede korn og frø, som de havde samlet hele sommeren. Hver myre kendte sin opgave: én vendte kornene, en anden sorterede dem, og en tredje sørgede for, at ingen blev væk i græsset.
Mens de arbejdede, lød en svag, træt tone fra en violin i det fjerne. Lyden var tynd og trist, som om vinden selv spillede en melodi om tabte dage. Snart dukkede en Græshoppe op—tynd, svag, med en slidt violin under armen. Hans grønne ben rystede af kulde, og hans øjne var fulde af bøn.
"Mine kære venner," begyndte Græshoppen stille, "giv mig lidt mad, jeg beder jer. Jeg har ikke spist i dagevis. Vinteren kom hurtigere, end jeg troede ..."
Myrerne så overrasket på ham. Den ældste, kendt for sin visdom, hævede et øjenbryn og sagde:
"Har du ikke samlet mad i sommer? Hvad lavede du, mens vi arbejdede fra morgen til aften?"
Græshoppen så ned, flov.
"Åh, jeg havde ikke tid," indrømmede han. "Solen skinnede, græsset hviskede, og sangene flød fra mit hjerte! Jeg spillede og sang, og alle nød det."
"Sang du?" spurgte en ung Myre vantro. "Mens vi arbejdede?"
"Ja," sagde Græshoppen. "Verden var så smuk! Jeg indså ikke, hvor hurtigt alt ville ændre sig."
Den ældste Myre sukkede.
"Det er smukt at synge," sagde han, "men alting har sin tid. Når det er sommer, skal man arbejde. Når vinteren kommer, hviler man. Du brugte dine dage på sang, og nu ønsker du frugten af vores slid."
Græshoppen forsøgte igen.
"Jeg ved, jeg tog fejl... Hjælp mig bare denne gang, og jeg lover at arbejde med jer næste sommer. Jeg vil spille for jer om aftenen."
Men Myrerne begyndte allerede at bære deres forsyninger ind.
"Jeg er ked af det," sagde den ældste. "Du må lære ved at opleve konsekvenserne. Vinteren venter ikke på nogen, Græshoppe. Hvis du spillede hele sommeren, må du nu danse."
Myrerne vendte sig bort, mens Græshoppen blev alene og så solen forsvinde bag bakkerne. Hans violin dirrede svagt i vinden—denne gang med en sørgmodig melodi.
Da den første sne faldt, søgte Græshoppen ly under de tørre blade og indså, at selv musikken har sin tid—men uden arbejde og forberedelse kan selv den smukkeste sang ikke varme kolde nætter.
