I en vid, solbelyst skov, hvor jorden altid duftede af nåle og stierne snoede sig som gyldne bånd gennem det høje græs, boede der en Hare — den hurtigste løber nogen steder i skoven.
Hare elskede at prale af sin fart; ikke af ond vilje, men simpelthen fordi alle dagligt mindede ham om, hvor uovervindelig han var.
En strålende morgen, mens han pudsede sine lange ører ved bækken og hoppede rastløst rundt, bemærkede han Skildpadde, der langsomt var på vej over en træbro. Kniirk—kniirk, kniirk—kniirk, hver planke under hendes skjold klagede sagte.
"Åh, hold nu op!" brast Hare i latter. "Stadig på broen? I det tempo når du måske over på den anden side ved solnedgang!"
Skildpadde, som var vant til hans drilleri, trak roligt hovedet ind i sit skjold et øjeblik, før hun så på ham igen.
"Du ved, Hare," sagde hun blidt men bestemt, "jeg løber måske ikke som vinden, men jeg når altid frem. Langsom betyder ikke håbløs."
Hare lo så højt, at tre spurve forskrækket fløj væk fra en gren.
"Hvis du er så sikker," fortsatte Skildpadde, "hvorfor afgør vi det så ikke? Lad os tage et løb. Så ser vi, hvis ord der holder."
Hare kunne næsten ikke trække vejret af grin.
"Et løb? Med DIG? Nå, fint! Det bliver da i det mindste underholdende."
Rygtet om den mærkelige udfordring spredte sig gennem skoven, og snart samledes mange dyr for at se på. Dommeren var den gamle, kloge Ræv, kendt for aldrig at favorisere nogen, men altid at nyde en god konkurrence.
Ræv markerede en lang rute over engen, gennem et skyggefuldt stykke skov og frem til en høj stensøjle på en bakketop.
"Klar?" spurgte han, idet han så fra den ivrige Hare til den rolige, faste Skildpadde.
"Start!"
Hare fór af sted som en pil, og efterlod kun en støvsky bag sig. Skildpadde begyndte sin rejse langsomt, målrettet, med tålmodig beslutsomhed.
Det varede ikke længe, før Hare var så langt foran, at han ikke engang kunne se hende.
"Det her løb er allerede vundet," sagde han selvsikkert. "Jeg kunne gå baglæns i mål og stadig slå hende."
Da der kun var to ting, Hare elskede — at løbe og at sove — besluttede han sig for at tage en lille lur under et piletræ ved stien. Skyggen var kølig, græsset blødt. "Bare et par minutter…" mumlede han, og faldt straks i søvn.
Imens fortsatte Skildpadde sin støt fremadskridende march. Hun ignorerede varmen, den lange distance og at ingen forventede, hun kunne vinde. Alt hendes fokus lå på at bevæge sig fremad, ét sikkert skridt ad gangen.
Da hun nåede piletræet, så hun Hare sove tungt, hans ører slapte og helt uvidende om, at hun gik forbi. Skildpadde sagde intet. Hun gik blot roligt videre mod bakken.
Da solen begyndte at synke, var hun allerede tæt på toppen.
Hare strakte sig endelig, gispede og vågnede.
"Sikke en opfriskende lur!" sagde han og sprang op. "Nu afslutter vi det her ‘løb’."
Men da han kiggede mod bakketoppen, forsvandt hans smil øjeblikkeligt.
Der var Skildpadde — kun få skridt fra målstregen.
Hare skød frem, hurtigere end nogensinde før. Han fór gennem engen, sprang over væltede grene og nærmest fløj op ad bakken, men det var for sent.
Før han nåede halvvejs, løftede Ræv sin pote og erklærede:
"Vinderen — Skildpadde!"
Skoven blev helt stille et øjeblik… og så brød den ud i jubel og forbløffelse. Skildpadde smilede blot — ydmyg, men stolt.
Hare nåede op til hende, forpustet og forvirret.
"Jeg forstår det ikke… hvordan?"
Skildpadde gik roligt hen til ham.
"Hurtighed er nyttigt," sagde hun, "men vedholdenhed og beslutsomhed vinder nogle gange over det, der virker uovervindeligt."
Hare nikkede, for første gang klar over, hvor forkert han havde taget fejl.
"Du vandt helt fair," indrømmede han. "Jeg vil aldrig undervurdere dig igen."
"Og jeg," sagde Skildpadde, "vil altid tro på mine egne styrker."
Og sådan lærte Hare, at det ikke er nok at være den hurtigste — man må også være pålidelig, ydmyg og ihærdig. Og Skildpadde blev et symbol på udholdenhed, ikke kun i skoven, men overalt hvor historien blev fortalt.
