Der var engang, i en tæt og skyggefuld skov, en Ravn. Hans fjer var sorte som midnat, skinnende og skarpe i solen, og hans øjne strålede af skarp intelligens. Men på trods af hans mange talenter og kløgt, var Ravnen fyldt med misundelse. For ikke langt fra hans skovhjem, på en bred og funklende sø, levede en Svane, hvis fjer var hvide og rene som den første sne om vinteren. Hun bevægede sig med sådan ynde, glidende over vandet med elegance, at alle væsener, der så hende, standsede i beundring.

Ravnen betragtede hende dag efter dag, og jo mere han så, desto mere ønskede han at være som hende. ”Hvis bare mine fjer var hvide,” tænkte han, ”så ville jeg blive beundret og elsket som hun er.” Han overbeviste sig selv om, at det ikke var hans natur, men hans livsstil, der gjorde ham sort. ”Måske,” resonerede han, ”hvis jeg svømmer i vandet som hun gør, dykker blandt planterne og spiser det, hun spiser, vil jeg også blive hvid.”

{{690371313eb9df36fddbb80a_1761834382421.jpg}}

Så Ravnen forlod sit hjem blandt træerne og markerne. Han fløj til søen ved daggry, hans vinger rørte ved tågen, der svævede over vandet. Han dykkede ned i de kølige dybder, vaskede sine fjer igen og igen, gnubbede dem mod siv og åkander. Han spiste de slimede vandplanter, rødder og ukrudt, der voksede under overfladen, i håbet om, at denne kost ville forvandle ham.

Dage blev til uger. Svanen, der iagttog ham på afstand, rystede stille på hovedet af medlidenhed. ”Uanset hvad han gør,” tænkte hun, ”kan en Ravn ikke blive til en Svane.” Men Ravnen, for stolt og for blindet af begær, ignorerede hendes stille advarsel.

Selvom han skrubbede og skrubbede, forblev hans fjer sorte som nattehimlen. Vandplanterne, mærkelige og bitre for ham, gjorde ham svag. Hans skarpe øjne blev matte, og hans engang stærke vinger føltes tunge. Han havde spist så lidt af det, der nærede ham, at hans krop svandt ind. Alligevel nægtede han at vende tilbage til skoven, idet han troede, at kun gennem udholdenhed kunne han opnå den hvide farve, han længtes efter.

Endelig, tynd og svag, lå Ravnen ved søens bred, hans kræfter opbrugte. Solen reflekterede fra Svanens hvide fjer, mens hun gled forbi, et levende minde om den skønhed, han havde søgt, men aldrig kunne få. Ravnen lukkede øjnene, og i dette stille øjeblik indså han for sent, at han havde forsøgt at blive en, han aldrig var ment til at være.

Og således gik Ravnen bort, efterlod en lektion hvisket blandt træer og siv: vær stolt af, hvem du er, for misundelse og efterligning fører kun til sorg.

I en skov ved en glitrende sø bliver en klog fugl opslugt af misundelse over en andens skønhed og ynde. Drevet af ønsket om at forandre sig, begiver han sig ud på en rejse, der udfordrer hans sande natur.