En mand havde et æsel, som i mange år utrætteligt havde båret kornsække til møllen; men dets kræfter var ved at svinde, og det blev mindre og mindre egnet til arbejdet. Så begyndte dets herre at tænke over, hvordan han bedst kunne spare på dets foder; men æslet, som mærkede, at ingen god vind blæste, løb væk og satte kursen mod Bremen.
"Der," tænkte det, "kan jeg sikkert blive bymusiker." Da det havde gået et stykke vej, fandt det en hund liggende på vejen, gispendes som en, der havde løbet sig træt. "Hvorfor gisper du sådan, store fyr?" spurgte æslet.
"Åh," svarede hunden, "jeg er gammel, bliver svagere dag for dag og kan ikke længere jage. Min herre ville slå mig ihjel, så jeg flygtede; men nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal tjene mit brød."
"Jeg skal sige dig noget," sagde æslet, "jeg er på vej til Bremen for at blive bymusiker; kom med mig og bliv også musiker. Jeg vil spille på lut, og du kan slå på pauke."
Hunden gik med på forslaget, og de drog af sted sammen.
Efter et stykke tid kom de til en kat, som sad på stien med et ansigt som tre regnvejrsdage. "Nå, gamle skraber, hvad er der i vejen med dig?" spurgte æslet.
"Hvordan kan man være glad, når man er i livsfare?" svarede katten. "Jeg er blevet gammel, mine tænder er slidte, og jeg foretrækker at sidde ved ilden og spinde, i stedet for at jage mus. Min frue ville drukne mig, så jeg løb væk. Men nu er gode råd dyre. Hvor skal jeg gå hen?"
"Kom med os til Bremen. Du forstår dig på natmusik, du kan blive bymusiker."
Katten syntes godt om idéen og fulgte med dem. Efter dette kom de tre flygtninge til en gård, hvor hanen sad på porten og galede af fuld hals. "Dit galeri går igennem marv og ben," sagde æslet. "Hvad er der galt?"
"Jeg har forkyndt godt vejr, fordi det er den dag, hvor Vor Frue vasker Kristusbarnets små skjorter og vil tørre dem," sagde hanen. "Men der kommer gæster på søndag, og husmoderen har ingen barmhjertighed; hun har sagt til kokken, at hun vil spise mig i suppen i morgen, og i aften skal mit hoved hugges af. Så nu galer jeg, mens jeg kan."
"Ah, men rødkam," sagde æslet, "du må hellere tage med os. Vi er på vej til Bremen; du kan finde noget bedre end døden alle steder: du har en god stemme, og hvis vi laver musik sammen, må det blive noget særligt!"
Hanen gik med på planen, og alle fire drog af sted sammen. Men de kunne ikke nå Bremen på én dag, og om aftenen kom de til en skov, hvor de besluttede at overnatte. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ, katten og hanen satte sig op i grenene; men hanen fløj helt op i toppen, hvor han var mest sikker.
Før han lagde sig til at sove, kiggede han rundt til alle sider og syntes at se et lille lys i det fjerne; så råbte han til sine kammerater, at der måtte være et hus i nærheden, for han så et skær. Æslet sagde: "Hvis det er tilfældet, bør vi stå op og gå videre, for her er ikke meget ly." Hunden tænkte, at et par ben med lidt kød på også ville være godt for ham!
Så de begav sig af sted mod lyset, og snart så de det skinne klarere og vokse, indtil de kom til et veloplyst røverhus. Æslet, som var størst, gik hen til vinduet og kiggede ind.
"Hvad ser du, min grå ven?" spurgte hanen. "Hvad jeg ser?" svarede æslet. "Et bord dækket med gode ting at spise og drikke, og røvere, der sidder og nyder det." "Det ville være noget for os," sagde hanen. "Ja, ja; åh, gid vi var der!" sagde æslet.
Så holdt dyrene råd om, hvordan de kunne jage røverne væk, og til sidst fandt de på en plan. Æslet skulle stille sig med forbenene på vindueskarmen, hunden skulle springe op på æslets ryg, katten skulle klatre op på hunden, og til sidst skulle hanen flyve op og sætte sig på kattens hoved.
Da det var gjort, gav de signal og begyndte deres musik sammen: æslet skreg, hunden gøede, katten mjavede, og hanen galede; så sprang de gennem vinduet ind i stuen, så glasset klirrede! Ved denne frygtelige larm sprang røverne op, troede, at et spøgelse var kommet ind, og flygtede i stor rædsel ud i skoven.
De fire kammerater satte sig nu ved bordet, tilfredse med, hvad der var tilbage, og spiste, som om de skulle faste i en måned.
Da de fire spillemænd var færdige, slukkede de lyset, og hver søgte sig en soveplads, som passede til ham. Æslet lagde sig på noget strå i gården, hunden bag døren, katten på arnen ved de varme aske, og hanen satte sig på en bjælke i taget; og trætte efter den lange vandring faldt de snart i søvn.
Da det var blevet midnat, og røverne langt borte så, at lyset ikke længere brændte i huset, og alt syntes stille, sagde kaptajnen: "Vi burde ikke have ladet os skræmme sådan," og beordrede en af dem til at gå hen og undersøge huset.
Budet, som fandt alt stille, gik ind i køkkenet for at tænde et lys, og idet han tog kattens glimtende øjne for gløder, holdt han en tændstik hen til dem. Men katten forstod ikke spøgen og fløj ham i ansigtet, hvæsede og kradsede.
Han blev forfærdet og løb mod bagdøren, men hunden, der lå der, sprang op og bed ham i benet; og da han løb over gården forbi strådyngen, gav æslet ham et kraftigt spark med bagbenet. Hanen, som var vågnet ved larmen, råbte fra bjælken: "Kykeliky!"
Så løb røveren tilbage så hurtigt, han kunne, til sin kaptajn og sagde: "Ah, der sidder en frygtelig heks i huset, som spyttede på mig og kradsede mit ansigt med sine lange kløer; ved døren står en mand med en kniv, som stak mig i benet; i gården ligger et sort uhyre, som slog mig med en kæp; og ovenpå på taget sidder dommeren, som råbte: 'Bring skurken her til mig!' så jeg slap væk, så godt jeg kunne."
Efter dette turde røverne ikke vende tilbage til huset; men det passede Bremens fire musikere så godt, at de ikke havde lyst til at forlade det igen. Og munden på den, som sidst fortalte denne historie, er stadig varm.
