Musene indkaldte engang til et møde for at beslutte en plan, så de kunne befri sig fra deres fjende, Katten. I det mindste ønskede de at finde en måde at vide, hvornår hun kom, så de kunne nå at flygte i tide. Noget måtte gøres, for de levede i en sådan konstant frygt for hendes kløer, at de næppe turde røre sig ud af deres huller, hverken nat eller dag.

{{68cd42cf4bd48e83c5965d85_1758725863651.jpg}}

Mange planer blev diskuteret, men ingen af dem blev anset for gode nok. Til sidst rejste en meget ung Mus sig og sagde:

"Jeg har en plan, der virker meget enkel, men jeg ved, at den vil lykkes. Alt, vi skal gøre, er at hænge en bjælde om kattens hals. Når vi hører bjælden ringe, ved vi straks, at vores fjende nærmer sig."

Alle musene blev meget overraskede over, at de ikke havde tænkt på en sådan plan før. Men midt i glæden over deres gode idé rejste en gammel Mus sig og sagde:

"Jeg vil sige, at den unge Muses plan er meget god. Men lad mig stille ét spørgsmål: Hvem vil give katten en bjælde?"

Det er én ting at sige, at noget bør gøres, men en helt anden sag at gøre det.