Der var engang, i et støvet gammelt kornlager ved udkanten af en stille landsby, en stor koloni af mus. De havde bygget deres hjem i revnerne mellem træbjælkerne og under halmen, hvor de gemte krummer, korn og alt, hvad de kunne finde fra bondens hus i nærheden.
Men deres liv var fulde af frygt. For i skyggerne sneg deres fjende sig – Katten. Hendes øjne glimtede som to dråber gult ild, og hendes poter var så bløde, at hun kunne komme uden en lyd. Hver dag forsvandt en eller to mus sporløst, og de andre turde knap trække vejret i deres huller.
Til sidst besluttede de ældste og klogeste mus, at noget måtte gøres. En måneskinsnat, mens katten sov på ildstedet, samledes musene til rådsmøde under gulvet i laden.
Mødet begyndte med megen piblen og hvisken. En mus foreslog at grave tunneller langt væk fra kattens vej. En anden foreslog fælder eller mel til at se hendes spor. Men hver idé virkede for farlig eller for vanskelig.
Så rejste en ung mus sig og sagde modigt:
”Jeg har en plan! Vi skal bare hænge en klokke om kattens hals. Når vi hører klokken ringe, ved vi, at faren nærmer sig. Så kan vi nå at flygte!”
Alle musene jublede. “Genialt! Vi vil endelig være trygge!”
Men så rejste en gammel, grå mus sig. Hans pels var tynd, og det ene øre var flækket.
“Mine venner,” sagde han roligt. “Planen er klog, men fortæl mig – hvem vil hænge klokken på katten?”
Der blev stille. Ingen sagde et ord. For alle vidste, at den, der nærmede sig katten, aldrig ville vende tilbage.
Den gamle mus nikkede. “Det er let at tale om mod, men noget helt andet at vise det.”
Siden den dag levede musene stadig i frygt for katten – men de var også blevet lidt klogere.
