Der var engang, i et land hvor bjergene rørte skyerne og floderne glimtede som sølvtråde, et rige kaldet Aveloria. Aveloria blev regeret af kong Cedric, en retfærdig og vis monark, som hans folk elskede højt. Han var ikke en mand af uendelige rigdomme eller uovervindelige hære, men af retfærdighed og venlighed, og det gjorde hans kongerige stærkt.

Men hvert rige har sine skygger, og Avelorias lå hinsides den Sorte Tjørneskov, hvor hvisken talte om en Mørk Dronning ved navn Morwenna. Hendes slot, bygget af obsidiansten, ragede over klipperne som et ar. Morwenna havde engang været en adelskvinde ved hoffet, men hendes hjerte var blevet formørket af misundelse. Hun havde studeret forbudt magi, fordrejet sin skønhed og sit sind, indtil kun magt betød noget for hende. Ved hendes side, bundet af pagt og ondskab, boede heksen Seraphine—en kvinde af frygtelig snuhed, der vævede forbandelser lige så let som andre vævede tråde.

Sammen søgte de herredømme over Aveloria. Og selvom kong Cedric var stærk af vilje, var han blot dødelig, og de var tålmodige.

I hjertet af kongens hof tjente Sir Alaric, en ridder af urokkelig loyalitet. Han var hverken den stærkeste med sværdet eller den hurtigste til hest, men hans mod vaklede aldrig. Alaric havde svoret sit liv til kongen, da han kun var en dreng, og i Cedric så han ikke blot en hersker, men den mand, der havde opfostret ham, da krigen havde gjort ham forældreløs.

Historien begynder en vinteraften, da et slør af frost lå tykt over landet. En budbringer styrtede ind i den store sal, forpustet, kappen flænset af tjørne. “Deres Majestæt,” råbte han, “floderne fryser for tidligt, afgrøderne visner i jorden, og skygger spreder sig, hvor intet lys tør følge. Det er den Mørke Dronnings værk!”

Hoffet blev stille. Kong Cedric rejste sig, kronen glimtede i fakkellyset. “Hvis Morwenna bringer ødelæggelse over mit folk, må vi møde hende med trods. Men vi kan ikke føre krig mod skygger. Vi må være snedige såvel som stærke.”

Sir Alaric trådte frem, hånden hvilende på sværdets fæste. “Min konge, lad mig gå. Jeg vil møde Morwenna og Seraphine, ikke med hære, men med mit løfte. Falder jeg, falder jeg alene—men hvis jeg sejrer, er riget reddet.”

Cedrics øjne blødte, splittet mellem pligt og kærlighed. “Alaric, du er som en søn for mig. At sende dig er at risikere mit hjerte såvel som mit rige. Men jeg ved, du taler sandt. Så gå, men husk—mod er mere end stål.”

Så drog Alaric afsted, bevæbnet med et sværd af hærdet sølv, et skjold med Avelorias våbenmærke og et hjerte, der stod fast mod mørket. Folket fyldte gaderne for at velsigne ham med blomster og bønner, for selvom han rejste alene, red deres håb med ham.

Rejsen til den Sorte Tjørneskov var farlig. Snestorme hylede over sletterne, ulve lurede i bakkerne, og mærkelige hvisken fyldte luften. Men Alaric fortsatte. Han krydsede frosne floder, besteg takkede klipper og udholdt nætter, hvor selv stjernerne syntes at skjule sig af frygt.

Til sidst nåede han skovens kant. Træerne rejste sig som sorte spyd, deres grene flettet som fælder for indtrængende. Da han trådte ind under trækronerne, svandt lyset, og luften blev tung af forrådnelse. Her syntes skyggerne levende, snoende og sultne.

Ud af mørket trådte Seraphine. Hendes kappe glimtede af mærkelige mønstre, hendes øjne glødede som gløder, og hendes stemme snoede sig ind i Alarics sind. “Modige ridder,” hvislede hun, “du går ind i din grav. Dronningen venter, men jeg kan afslutte din lidelse nu. Læg dit sværd ned, og jeg vil væve dig drømme sødere end ethvert liv.”

Alaric greb sit sværd. “Mine drømme er af min konges fred og mit folks glæde. Du kan ikke væve sådanne ting, for du kender dem ikke.”

Seraphines smil sprækkede, og viste tænder spidse som nåle. Hun løftede hænderne, og fra hendes fingre skød tråde af sort ild. De snoede sig om Alarics arme, tunge som kæder. Hans knæ svigtede, hans styrke svandt.

Men han huskede Cedrics ord: mod er mere end stål. Med et brøl hamrede han skjoldet i jorden, gnister sprang i mørket. “Jeg vil ikke give op!” Hans trods brændte stærkere end hendes forbandelse, og trådene smuldrede, brast som sprødt garn.

Seraphine hvinede og trak sig tilbage. “Så mød dronningen, nar! Hun vil knuse, hvad jeg ikke kunne!”

Alaric vaklede fremad, indtil træerne åbnede sig og afslørede den Mørke Dronnings slot. Det ragede mod den stormfulde himmel, tårne som takkede tænder, porte af jern og knogler. I gården trådte Morwenna frem, klædt i sort silke, en tornekrone på hendes pande.

“Sir Alaric,” spandt hun, hendes stemme både smuk og giftig. “Så kongen sender sin loyale hund for at hente hvad? Hans undergang? Eller hans frelse?”

Alaric løftede hagen. “Jeg kommer ikke som hund eller brik, men som Avelorias stemme. Slip dit greb om landet, eller mød mig.”

Morwenna lo, kold som bristende glas. “Dristige ord fra en enkelt mand. Ser du det ikke? Frosten, hungeren, frygten—de er mine. Jeg kunne standse dem med en hvisken. Eller drukne dit rige i evigt mørke.” Hun gik ned ad trinene, øjnene glødende af grusom magt. “Hvorfor ødelægge dig, når jeg kan omforme dig? Knæl, Alaric, og jeg vil give dig magt større end konger.”

Alarics hjerte vaklede. Han så syner—sig selv på en trone, hans folk trygge, hans land frodigt. Men han huskede Cedrics ansigt, børnene i landsbyen, latteren. Magt uden kærlighed var tomhed. Han løftede sit sværd.

“Jeg knæler kun for det, der er retfærdigt.”

Morwennas smil forsvandt. Skyggerne rejste sig som storme. Rødder brød op af jorden, sorte og snoede som slanger. De slog mod Alarics skjold, rev i hans rustning. Han kæmpede med al sin kraft, svingede sværdet, undveg mørk ild. Hans kræfter svandt, men hans sjæl brændte stærkere.

Kampen varede natten igennem. Til sidst, da Alaric næsten var udmattet, fremmanede Morwenna sit sidste våben—et spyd af ren skygge. Hun kastede det med et skrig af raseri. I det øjeblik løftede Alaric sit skjold, ikke for sig selv, men for sin konge og sit folk. Spyddet ramte, knuste skjoldet til lysende skår, der gennembrød mørket. Kraften kastede Morwenna tilbage, hendes krone faldt til jorden.

Slottet rystede, tårnene styrtede, hendes magi vaklede. Morwenna faldt på knæ. “Hvordan… kunne en simpel ridder besejre mig?”

Alaric stod rank, selvom hans krop rystede. “Fordi jeg ikke kæmper for mig selv, men for dem, der tror på mig.”

Med et skrig forsvandt Morwenna i skyggerne, opløst som røg. Seraphine flygtede med hende, hendes forbandelser rungede gennem skoven. Slottet styrtede sammen, og kun ruiner stod tilbage.

Træt men i live vendte Alaric tilbage til Aveloria. Frosten smeltede, afgrøderne voksede, floderne flød igen. Folket hyldede ham som helt, men han knælede for kong Cedric og lagde sit knuste skjold for hans fødder. “Deres Majestæt, mørket er drevet tilbage—indtil videre.”

Cedric omfavnede ham, tårer i øjnene. “Du har reddet os alle, Alaric. Ikke med sværd alene, men med hjerte.”

Freden vendte tilbage, men folk vidste, at skygger stadig lurede. Men så længe riddere som Alaric stod, og konger som Cedric regerede med kærlighed, kunne intet mørke slukke deres lys.

Og så levede historien om ridderen, der trodsede en dronning og en heks, videre—hvisket ved ildsteder og sunget i haller, en fortælling om mod større end frygt, loyalitet stærkere end fristelse, og et hjerte, der nægtede at give sig til skyggerne.

En modig ridder trodser en mørk dronning og heks for at redde sin konge og sit rige.