Der var engang en møller, som ikke efterlod sig andet gods til sine tre sønner end sin mølle, sit æsel og sin kat. Delingen blev hurtigt foretaget. Hverken skriver eller advokat blev tilkaldt, for de ville hurtigt have spist hele den lille arv op. Den ældste fik møllen, den mellemste æslet, og den yngste intet andet end katten.
Den stakkels unge mand var ganske fortvivlet over at have fået så dårlig en del.
»Mine brødre,« sagde han, »kan leve ganske pænt ved at slå deres ejendele sammen; men for mit vedkommende, når jeg har spist min kat og lavet en muffe af dens skind, må jeg dø af sult.«
Katten, som hørte alt dette, men lod som ingenting, sagde til ham med alvorlig mine:
»Bekymr dig ikke, min gode herre; du behøver blot at give mig en sæk og få lavet et par støvler til mig, så jeg kan springe gennem mudder og krat — så skal du se, at du ikke har fået så dårlig en arv, som du tror.«
Selvom kattens herre ikke satte stor lid til hans ord, havde han dog ofte set ham udføre mange listige kunster for at fange rotter og mus — hænge sig med hovedet nedad eller gemme sig i melet og lade som om han var død; så han håbede alligevel, at katten måske kunne hjælpe ham i hans elendige tilstand.
Da katten havde fået, hvad han bad om, tog han stolt sine støvler på, hang sækken om halsen, holdt snorene med sine forpoter og gik ud til et kaninhul, hvor der var stor rigdom af kaniner.
Han lagde klid og tidsel i sækken og strakte sig ud, som om han var død, mens han ventede på, at en ung, uerfaren kanin skulle komme for at undersøge sækken og finde, hvad der var i den.
Næppe havde han lagt sig, før en dumdristig lille kanin sprang ind i sækken. Mesterkatten trak straks snorene sammen, fangede og dræbte den uden nåde. Stolt over sit bytte gik han til slottet og bad om audiens hos kongen. Han blev vist op i kongens gemakker, og idet han bøjede sig dybt, sagde han:
»Jeg bringer Dem, Deres Majestæt, en kanin fra marken, som min ædle herre, markisen af Carabas« — for det navn havde katten valgt til sin herre — »har bedt mig overbringe som gave.«
»Sig til din herre,« sagde kongen, »at jeg takker ham, og at det glæder mig meget.«
En anden gang skjulte han sig blandt de stående kornstrå, stadig med sækken åben; og da et par agerhøns løb ind i den, trak han snorene sammen og fangede dem begge. Han bragte dem til kongen, som han havde gjort med kaninen. Kongen modtog dem med stor glæde og beordrede, at katten skulle have nogle penge til at drikke for.
Katten fortsatte i to eller tre måneder med at bringe kongen vildt, som han sagde, kom fra hans herres jagt. En dag, da han vidste, at kongen skulle køre en tur langs floden med sin datter, verdens smukkeste prinsesse, sagde han til sin herre:
»Hvis du gør, som jeg siger, er din lykke gjort; du skal blot gå ned til floden, bade dig dér, hvor jeg viser dig, og overlade resten til mig.«
Markisen af Carabas gjorde, som katten sagde, uden at ane hvorfor.
Mens han badede, kom kongen forbi, og katten begyndte at råbe så højt han kunne:
»Hjælp, hjælp! Min herre, markisen af Carabas, drukner!«
Ved lyden stak kongen hovedet ud af kareten, og da han så, at det var katten, som så ofte havde bragt ham gaver, beordrede han straks sine vagter til at hjælpe den stakkels markis.
Mens de trak markisen op af vandet, gik katten hen til kongen og sagde, at mens hans herre badede, var nogle røvere kommet forbi og havde stjålet hans tøj, selvom han havde råbt »Tyve! Tyve!« alt hvad han kunne. Den listige kat havde dog gemt tøjet under en stor sten. Kongen beordrede straks sine tjenere til at hente et af hans bedste sæt tøj til markisen af Carabas.
Kongen tog venligt imod ham, og da det fine tøj klædte ham særdeles godt (for han var smuk og velskabt), fattede kongens datter straks en hemmelig kærlighed til ham. Markisen kastede blot et par respektfulde og blide blikke, og hun forelskede sig hovedkulds i ham.
Kongen insisterede på, at han skulle køre med i kareten. Katten, overvældet af glæde over sin plan, der nu bar frugt, gik forud og mødte nogle bønder, som slog hø. Han sagde til dem:
»Godtfolk, hvis I ikke siger til kongen, at denne eng tilhører min herre, markisen af Carabas, skal I hakkes i småstykker!«
Kongen spurgte bønderne, hvem engen tilhørte.
»Min herre, markisen af Carabas,« svarede de alle, for de var bange for katten.
»Sikke et dejligt gods,« sagde kongen til markisen.
»Ja, Deres Majestæt,« sagde markisen, »det giver altid rig høst hvert år.«
Katten fortsatte forud og mødte nogle høstfolk.
»Godtfolk, hvis I ikke siger til kongen, at dette korn tilhører markisen af Carabas, skal I hakkes i småstykker!«
Kongen kom snart forbi og spurgte, hvem kornet tilhørte.
»Min herre, markisen af Carabas,« svarede de, og kongen lykønskede igen markisen.
Kongen blev mere og mere forbavset over de store ejendomme, markisen syntes at eje.
Til sidst kom katten til et prægtigt slot, som tilhørte en trold — den rigeste, der nogensinde havde levet. Alle de lande, kongen havde passeret, hørte til dette slot. Katten, der havde sat sig grundigt ind i, hvem trolden var, og hvad han kunne, bad om at hilse på ham, idet han sagde, at han ikke kunne gå forbi uden at vise sin respekt.
Trolden tog imod ham så høfligt, som en trold nu kunne, og bad ham sætte sig.
»Jeg har hørt,« sagde katten, »at De har evnen til at forvandle Dem til enhver skabning, De ønsker — en løve, en elefant og så videre.«
»Det er sandt,« svarede trolden, »og for at bevise det, skal De se mig blive til en løve.«
Katten blev så skræmt ved synet af løven, at han straks sprang op på taget og gemte sig i tagrenden, hvor hans støvler gjorde det vanskeligt at holde balancen. Da han så, at trolden havde fået sin normale skikkelse igen, kom han forsigtigt ned og indrømmede, at han havde været meget bange.
»Jeg har også hørt,« sagde katten, »at De kan forvandle Dem til meget små dyr — en rotte eller en mus — men det tror jeg nu ikke på.«
»Ikke tro?« råbte trolden, »så skal De se!« og i det samme forvandlede han sig til en lille mus og begyndte at løbe omkring på gulvet.
Katten ventede ikke et øjeblik — han sprang frem, fangede musen og åd den.
I mellemtiden kom kongen forbi og så det prægtige slot. Han fik lyst til at gå indenfor. Katten hørte lyden af kareten, løb ud og sagde:
»Deres Majestæt er velkommen til min herre, markisen af Carabas’ slot!«
»Hvad!« sagde kongen, »ejer De også dette slot? Der findes intet smukkere! Lad os gå ind.«
Markisen gav prinsessen hånden og fulgte efter kongen, der gik først. De trådte ind i en stor sal, hvor der stod en overdådig buffet, som trolden havde forberedt til sine venner, men som de ikke turde røre, da kongen nu var til stede. Kongen blev henrykt over markisens ynde og hans store ejendom, og da han havde drukket fem eller seks glas vin, sagde han:
»Det afhænger kun af Dem selv, min herre markis, om De vil være min svigersøn.«
Markisen bøjede sig dybt og accepterede den ære, som kongen tilbød ham, og allerede samme dag giftede han sig med prinsessen.
Mesterkatten blev en stor herre og jagtede aldrig mus mere — kun for fornøjelsens skyld.
