Der var engang, i den stille landsby Willowbrook, en bonde ved navn Elsie. Hun var kendt for sine klare røde støvler, sit gode hjerte og sine marker af gyldent hvede, der strakte sig så langt øjet rakte. Hver morgen sang Elsie for sine køer og klappede sine høns blidt. Livet var fredeligt, indtil noget mærkeligt begyndte at ske.

Hver nat blev hveden i hendes marker trampet ned, snoet i vilde former, som lignede kæmpestore fodspor. Landsbyboerne hviskede om et uhyre, der hjemsøgte dalen. Nogle ville jage det væk, men Elsie var nysgerrig. Hun spekulerede på, om uhyret blot var misforstået.

En stjerneklar nat fyldte Elsie lommerne med havrekager og listede sig ud på markerne. Hun gemte sig bag et fugleskræmsel og ventede. Natten blev mørkere, og vinden spillede en underlig melodi. Pludselig bevægede en skyggefuld skikkelse sig hen over marken. Den var enorm, med pjuskede blå pels, lange arme og øjne, der glimtede som måneskin. Uhyret snusede til luften og sukkede – en så ensom lyd, at Elsies hjerte gjorde ondt.

Hun rejste sig, hendes støvler knasede i de tørre strå. Uhyret drejede rundt, forskrækket. Dets øjne blev store af frygt. "Løb ikke væk," sagde Elsie blidt. "Er du sulten?"

Uhyret nikkede, skamfuldt. Elsie rakte en havrekage frem. Uhyret snusede til den og tog en forsigtig bid. Dets øjne glimtede. "Lækkert," mumlede det med en dyb, brummende stemme.

De sad sammen under stjernerne og spiste kager. Elsie lærte, at uhyret hed Boggle, og at han kom fra bjergene bag skoven. Han besøgte kun markerne om natten for at lede efter mad, fordi folk var bange for ham.

"Jeg mente aldrig at ødelægge din hvede," sagde Boggle trist. "Mine fødder er bare så store."

Elsie smilede. "Måske kan vi hjælpe hinanden. Jeg vil gemme mad til dig hver nat, og du kan hjælpe mig med det tunge arbejde om dagen, hvis du vil."

Boggles ansigt lyste op. Han sagde ja, og fra den dag af blev han Elsies hemmelige hjælper. Når solen stod op, undrede landsbyboerne sig over, hvor pæne Elsies marker var, og hvor hurtigt hun byggede hegn og stablede hø. Ingen gættede hendes hemmelighed.

En eftermiddag kom der pludselig en storm over Willowbrook, som truede med at oversvømme landsbyen. Boggle sprang straks til handling, gravede render for at lede vandet væk og bar forskrækkede får i sikkerhed. Landsbyboerne fik et glimt af deres mystiske hjælper og gispede af frygt.

Men Elsie trådte frem og holdt Boggles enorme blå hånd. "Vær ikke bange," råbte hun. "Boggle er min ven. Han hjalp med at redde vores landsby!"

Landsbyboerne så, hvordan Boggle blidt satte det mindste lam tilbage i sin fold og tørrede mudder af sine pelsede arme. Langsomt forsvandt deres frygt, erstattet af nysgerrighed og taknemmelighed. De tilbød Boggle kurve med bær og frisk brød. Boggle strålede, hans øjne skinnede klarere end stjernerne.

Fra den dag var Boggle ikke længere et mysterium eller et monster for Willowbrook. Han blev landsbyens æresvogter, festede til festivalerne og jagede krager væk fra markerne. Og hver nat delte han og Elsie havrekager under den blinkende himmel – to venner, der havde fundet hinanden i en mark af gyldent hvede.

En klog landmand bliver venner med et ensomt, misforstået monster.