I den stille landsby Willowbrook, gemt mellem høje, smaragdgrønne bakker, boede der en drage ved navn Ember. Ember var ikke som de andre drager i historierne. Mens hans fætre brølede og pustede ild, elskede Ember at læse bøger, male skyer og lytte til landsbyens børns latter på afstand.
Hver eneste dag skyndte børnene sig til deres glade skole, ledet af deres elskede lærer, frøken Wren. Frøken Wren var nysgerrig og venlig, altid klar med en historie eller en sang. Hun bemærkede, hvordan skygger af vinger fløj over hendes klasseværelsesvinduer på solrige dage. Hun mistænkte, at nogen magisk kiggede på fra skoven.
Næste dag fandt hun en genert note skrevet med store, omhyggelige bogstaver. Der stod: "Jeg er Ember. Jeg vil gerne lære, men jeg er for stor og for anderledes."
Frøken Wren smilede og sendte en ny note: "Kære Ember, alle er velkomne her. Kom, når du føler dig klar."
Frøken Wren tog imod Ember med et varmt smil. Hun samlede børnene og sagde: "Lad os hjælpe Ember med at lære sammen med os."
I starten var Ember klodset. Han prøvede at bruge blyanter, men knækkede dem med sine kløer. Han ville sidde på en stol, men den knækkede under ham. Børnene fnisede, men frøken Wren mindede dem blidt: "Vi har alle ting, vi er gode til. Ember skal bare finde sin."
En regnfuld eftermiddag annoncerede frøken Wren en overraskelse: "I morgen er Talentdag! Alle kan vise noget særligt."
Ember bekymrede sig hele natten. Børnene kunne synge, danse og tegne smukt. Hvad kunne en drage dog gøre?
Han brugte sin flamme, ikke for at skræmme, men for at male regnbuemønstre i luften, som glitrede og strålede. Børnene og frøken Wren klappede i forbløffelse, for ingen havde nogensinde set sådan magisk kunst.
Fra den dag kom Ember hver uge. Han hjalp med at male vægmalerier, fortalte historier og lærte børnene at se magi i alle, uanset hvor forskellige de var.
