I den stille landsby Willowbrook, gemt mellem høje, smaragdgrønne bakker, boede der en drage ved navn Ember. Ember var ikke som de andre drager i historierne. Mens hans fætre brølede og pustede ild, elskede Ember at læse bøger, male skyer og lytte til landsbyens børns latter på afstand.

Hver eneste dag skyndte børnene sig til deres glade skole, ledet af deres elskede lærer, frøken Wren. Frøken Wren var nysgerrig og venlig, altid klar med en historie eller en sang. Hun bemærkede, hvordan skygger af vinger fløj over hendes klasseværelsesvinduer på solrige dage. Hun mistænkte, at nogen magisk kiggede på fra skoven.

En lys morgen efterlod frøken Wren en note på det højeste egetræ nær skoven: "Kære ven, hvis du vil lære, kom og vær med i vores klasse."
Næste dag fandt hun en genert note skrevet med store, omhyggelige bogstaver. Der stod: "Jeg er Ember. Jeg vil gerne lære, men jeg er for stor og for anderledes."

Frøken Wren smilede og sendte en ny note: "Kære Ember, alle er velkomne her. Kom, når du føler dig klar."

Den aften, da solen sank bag bakkerne, hørte man blid banken og raslen fra legepladsens kant. Børnene stirrede med store øjne, da Ember listede ud fra træerne, håbefulde men nervøse. Hans skæl glitrede som safirer, og han holdt en lille bog i sine kæmpestore kløer.

Frøken Wren tog imod Ember med et varmt smil. Hun samlede børnene og sagde: "Lad os hjælpe Ember med at lære sammen med os."

I starten var Ember klodset. Han prøvede at bruge blyanter, men knækkede dem med sine kløer. Han ville sidde på en stol, men den knækkede under ham. Børnene fnisede, men frøken Wren mindede dem blidt: "Vi har alle ting, vi er gode til. Ember skal bare finde sin."

Dage gik, og Ember lærte alfabetet (selvom han nogle gange blandede S’ og Z’). Han malede smukke billeder med sin hale og fortalte historier, som fik alle til at gispe. Men noget manglede stadig.

En regnfuld eftermiddag annoncerede frøken Wren en overraskelse: "I morgen er Talentdag! Alle kan vise noget særligt."

Ember bekymrede sig hele natten. Børnene kunne synge, danse og tegne smukt. Hvad kunne en drage dog gøre?

Næste dag summede klasseværelset af spænding. Da Ember’s tur kom, sad han stille og tænkte. Pludselig huskede han de historier, han elskede—dem om mod og venlighed. Han tog en dyb indånding og begyndte at fortælle sin egen historie: om en ensom drage, der troede, han ikke hørte til, men fandt venner, som så hans blide hjerte.

Han brugte sin flamme, ikke for at skræmme, men for at male regnbuemønstre i luften, som glitrede og strålede. Børnene og frøken Wren klappede i forbløffelse, for ingen havde nogensinde set sådan magisk kunst.

Fra den dag kom Ember hver uge. Han hjalp med at male vægmalerier, fortalte historier og lærte børnene at se magi i alle, uanset hvor forskellige de var.

Frøken Wren satte Ember’s navn på klasseværelsens væg, lige ved siden af sit eget. Når nogen følte sig for anderledes eller for generte, smilede hun og sagde: "Husk Ember, den blide drage. Hvert hjerte har sin egen særlige gnist.

En lærer hjælper en drage med at finde sit sande talent.