I det søvnige hjerte af Maplewood-skoven boede Benny Bjørn og Ruby Kanin, de allerbedste venner. Benny var stor og blid, med en næse for honning og en latter, der rullede som torden. Ruby var hurtig og klog, med en kærlighed til eventyr og ører, der sitrede ved hver eneste lyd.

En klar, blå morgen, mens duggen glimtede på græsstråenes spidser, hoppede Ruby hen til Bennys hule med en plan. “I nat er sommerens sidste fuldmåne!” pippede hun begejstret. “Lad os bage en Måneskins-tærte og holde en midnats-picnic. Den bringer held!”

Bennys øjne glimtede. Han havde aldrig smagt en Måneskins-tærte før. “Hvad skal vi bruge?”

Ruby rullede en pergamentrulle ud. “Én kop vilde blåbær, tre stykker honningtavle, en knivspids sølvstøv fra en mælkebøtte og en månestråle.”

De første tre ingredienser var lette at skaffe. Benny traskede af sted for at samle honningtavler fra sin yndlingsbikube (med et høfligt nik til bierne). Ruby pilede gennem brombærrene for at finde de saftigste blåbær, og sammen fandt de en mark fuld af mælkebøtter og rystede deres sølvstøv ned i et glas.

Men en månestråle? Det var svært. “Vi må vente til midnat,” sagde Ruby. “Månestråler kan kun fanges i et glas under den største og klareste måne.”

Hele dagen gjorde de klar. Benny fejede den mosdækkede lysning. Ruby beklædte en tærteform med bløde bregneblade. De lo, sang og smagte på blåbærrene — bare for at være sikre, naturligvis.

Endelig glimtede skoven i sølv, da månen steg højt på himlen. Benny og Ruby listede ud i lysningen med deres tomme glas. De så, hvordan en månestråle strømmede ned mellem grenene.

“Nu!” hviskede Ruby. Hun rakte Benny glasset. Han rakte forsigtigt ud, men månestrålen gled væk.

“Jeg er for langsom,” sukkede Benny.

“Lad os prøve sammen,” sagde Ruby. Hun hoppede op på Bennys ryg, og sammen rakte de ud, lænede sig frem og — netop som månen skinnede klarest — fangede glasset en lille stribe af månestrålen. Den glødede svagt indeni og snoede sig som sølvfarvet tåge.

Tilbage ved tæppet blandede de månestrålen med blåbær, honningtavle og mælkebøttestøv. Tærten glimtede og funklede. Ruby skubbede den ind i gløderne for at bage, mens Benny kiggede op på stjernerne.

Snart drev duften af søde bær og gylden honning gennem træerne. Nysgerrige mus, sky rådyr og endda en klog, gammel ugle listede tættere på, draget af den lækre duft.

Ruby og Benny inviterede alle til deres midnats-picnic. De skar den magiske tærte ud og delte stykkerne rundt. For hver bid fniste vennerne, hviskede ønsker og mærkede en varm, glad følelse i hjertet.

Mens Benny slikkede sine klistrede poter, og Ruby børstede krummer af sine knurhår, lod månen ovenover til at smile. “Det her er den bedste Måneskins-tærte nogensinde,” brummede Benny.

“Det er magien ved gode venner og en smule måneskin,” var Ruby enig.

Fra den nat af, hver gang månen var fuld, samledes dyrene i Maplewood-skoven til en midnats-picnic i håb om en smag af Måneskins-tærte og et drys magi delt mellem venner.

En kanin og en bjørn finder magi under en månebelyst skovhimmel.