Der var engang, i den lyse, blomstrende Dal af vilde blomster, en bi ved navn Bella. Bella var ikke en almindelig bi. Hendes gyldne striber glimtede som solstråler, og hendes vinger funklede med alle regnbuens farver, når hun fløj. Bella var berømt i sin koloni for sin nysgerrighed og mod. Hun elskede at udforske nye steder og møde nye venner.
En solrig morgen samlede Bella nektar fra den største solsikke på engen, da hun hørte en mærkelig lyd. Det var et dybt, rumlende suk, der fik blomsterbladene til at ryste. Bella standsede, hendes antenner dirrede. Lyden kom igen, denne gang med en snert af sorg.
Bella besluttede at følge lyden. Hun susede forbi det høje græs, over den rislende bæk og gennem de gamle piletræer i dalens kant. Da hun fløj dybere ind i skoven, voksede træerne højere, og sollyset blev svagere. Til sidst fandt hun sig selv på en stor lysning. Midt på lysningen sad en kæmpe, skællet skabning med glinsende smaragdgrønne øjne og skinnende blå skæl. Det var en drage.
Bellas hjerte bankede. Hun havde hørt historier om drager—nogle sagde, de spyttede ild, andre sagde, de var grådige og onde. Men denne drage så helt anderledes ud. Han lå sammenkrøllet, hans enorme vinger foldet tæt, og han så frygteligt ensom ud.
Med modet samlet susede Bella tættere på. “Hej, Hr. Drage!” kaldte hun, i håb om at hendes stemme lød modig.
Dragen blinkede overrasket. “Hvem… hvem er du?” brummede han, hans stemme blid men fuld af sorg.
“Jeg er Bella, bien,” sagde hun stolt. “Og du er?”
Bella svævede tænksomt. “Har du ingen venner her?”
Darius rystede sit store hoved. “Alle er bange for mig. De tror, jeg vil sætte skoven i brand eller sluge dem. Så jeg bliver her alene.”
Bellas hjerte gjorde ondt for den ensomme drage. “Jeg er ikke bange,” sagde hun venligt. “Måske kan jeg hjælpe dig.”
Darius så overrasket ud, men et lille smil krøllede på hans mundvige. “Du ville hjælpe mig?”
“Selvfølgelig!” jublede hun. “Jeg elsker eventyr. Og desuden, alle har brug for en ven.”
Så Bella og Darius blev venner. Bella besøgte ham hver dag og fortalte Darius historier om dalen, bistadet og alle skabningerne, hun mødte. Darius fortalte til gengæld historier om isdækkede tinder og glitrende huler fyldt med ædelstene. Jo mere de talte, jo stærkere voksede deres venskab.
En aften, da den gyldne sol gik ned, sukkede Darius igen. “Bella, jeg savner mit hjem. Men bjergene er så langt væk, og jeg kender ikke vejen tilbage.”
Darius så på hende. “Men du er så lille. Bjergene er farlige og høje.”
Bella smilede. “Størrelse betyder ikke noget, når man har et stort hjerte. Og desuden, med dine vinger og min rettesans bliver vi et perfekt hold!”
Næste morgen satte Bella og Darius sig ud på deres rejse. Bella sad på Darius’ brede ryg og guidede ham med blide summen og pegede med sit lille ben mod nord. De fløj over floder, dybe skove og bølgende bakker. Undervejs mødte de alle slags skabninger—kaniner, ræve og endda en klog gammel ugle, som gav dem vejledning.
Mens de rejste, lærte Bella Darius at være modig og håbefuld, mens Darius beskyttede Bella mod vind og regn med sine store, læderagtige vinger. Da de nåede en mørk, tåget sump, løftede Darius Bella højt over tågen. Da de nåede et bjergpas blokeret af faldne klipper, brugte Darius sin stærke hale til at rydde vejen.
Men deres rejse var ikke uden problemer. En eftermiddag opstod en voldsom storm. Lyn blinkede, torden brølede, og vinden hylede som en ulveflok. Darius’ vinger blev trætte, og Bella holdt fast, hviskende opmuntrende ord.
Endelig, da stormen var ovre, fik de øje på en bjergtop, der skinnede i det fjerne. Darius’ øjne lyste op. “Det er hjem!” råbte han.
De skyndte sig videre, men stien blev stejl og iset. Bella summede frem for at finde den sikreste vej, mens Darius forsigtigt fulgte, og placerede sine kæmpe kløer, hvor Bella havde markeret et sikkert sted.
“Darius, du er tilbage!” råbte en sølvfarvet drage, og løb hen for at hilse på ham.
Darius nussede hende, tårer af glæde i øjnene. “Jeg gik tabt, men Bella hjalp mig med at finde vej.”
De andre drager samlede sig omkring, med øjne store af beundring for den modige lille bi. Bella var lidt genert i starten, men snart summede hun fra drage til drage, delte historier om sine eventyr og lyttede til deres.
Den nat inviterede dragefamilien Bella til en stor fest med honningkager og glitrende nektar. De sang sange omkring en lysende ild og fortalte historier, indtil stjernerne blinkede på himlen. Bella indså, at hun havde fået mange nye venner, ikke kun Darius.
Men da daggry nærmede sig, følte Bella et træk i sit hjerte. Hun savnede sit eget hjem og den velkendte duft af vilde blomster. Darius bemærkede det og bøjede sig ned, så hun kunne kravle op på hans næse.
“Tak, Bella,” sagde han blidt. “Du viste mig, hvad det betyder at være en ven. Jeg vil aldrig glemme dig.”
Bella smilede. “Og jeg vil aldrig glemme dig, Darius. Måske kan du en dag besøge min dal og møde alle bierne.”
Darius slog med vingerne og fløj over himlen, og bar Bella forsigtigt tilbage til hendes dal. Bierne jublede, da de så hende vende tilbage, og Bella fortalte dem historien om sin rejse og sine nye dragevenner.
Fra da af besøgte Bella og Darius hinanden ofte. Nogle gange kunne man se en gylden bi og en blå drage flyve sammen over himlen, og minde alle om—uanset hvor forskellige man er, kan ægte venskab bygge bro over enhver afstand.
