I et fjernt land, hvor tågen rullede hen over bjergene som en langsom, uendelig tidevandsstrøm, lå en lille landsby kaldet Norwick. Det var et fredeligt sted med huse af sten, stråtag og marker, der strakte sig mod horisonten. Børn legede på enge, hyrder fløjtede til deres flokke, og livets rytme var rolig, som om tiden selv havde glemt at skynde sig.

Men selv de mest fredelige steder kaster skygger, og Norwicks skygge lå i skoven mod øst, mørk og sammenfiltret. Landsbyboerne kaldte den Hollowwood, og de talte om den med dæmpede stemmer. For dybt inde mellem de uendelige træer, sagde de, boede et monster. Ingen kunne beskrive det klart—nogle svor, at det havde vinger, andre, at det kravlede på hundrede ben, og igen andre, at det kunne skifte form efter lyst. Alle var dog enige om, at det var farligt, og børn blev advaret mod nogensinde at nærme sig.

Blandt disse børn var en dreng ved navn Rowan. Han var lille for sin alder, med kastanjebrunt hår og nysgerrige, vidåbne øjne. I modsætning til de fleste børn, der skælvede ved tanken om Hollowwood, fandt Rowan ofte sig selv stirrende mod dens mørke kant og spekulerede på, hvad der virkelig lå bag træerne. Hans far havde engang været skovhugger, modig og stærk, men han var forsvundet ind i skoven, da Rowan stadig var lille. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham, og ingen turde lede. Rowan kunne dog ikke lade være med at tænke, at Hollowwood gemte svar.

En sommeraften, mens solen smeltede i guld og karmin hen over himlen, ankom en fremmed til Norwick. Hun kom ridende, med en rejseskadet kappe, støvede støvler og øjne skarpe af erfaring fra tusind veje. Hun bar en lang stav på ryggen, og over skulderen hang en taske lappet med minder fra fjerne lande. Hendes navn var Kaelen, men de fleste kaldte hende blot Eventyreren. Hun havde vandret over ørkener, sejlet på stormfulde have og stået over for farer, få kunne forestille sig. Alligevel var hun aldrig kommet til Norwick før.

Landsbyboerne samlede sig på kroen for at høre hendes historier, for sådanne rejsende var sjældne. Kaelen talte om bjerge, der blødte ild, byer bygget på isklipper og floder, der sang som kor. Rowan lyttede, vidåbent, fra et hjørne, hvor han klemte en kop mælk. Da nogen spurgte, hvad der bragte hende til Norwick, gled Kaelens blik mod øst.

”Jeg søger Hollowwood,” sagde hun enkelt.

En tavshed sænkede sig over rummet. Landsbyboerne kastede nervøse blikke til hinanden. Gamle Maera, som man sagde kendte flere historier end nogen anden, lænede sig frem på sin stok. ”Det er bedst at vende om, Eventyrer,” advarede hun. ”Hollowwood rummer intet andet end død. Mange, der træder ind, vender ikke tilbage.”

”Måske,” svarede Kaelen roligt. ”Men jeg har hørt hvisken om en skabning, der bor der, og hvor sådanne hvisken opstår, følger sandheden ofte efter. Jeg må vide, hvad det er.”

Rowans hjerte hamrede. Her var endelig nogen, der måske kunne afsløre den sandhed, han længtes efter. Den nat, mens landsbyen sov, sneg Rowan sig hen til kroen og fandt Kaelen, der tog sig af sin hest ved lanternens lys. Han trådte frem, med rystende stemme. ”Tag mig med dig.”

Kaelen vendte sig, overrasket. ”Dig? Du kan ikke være mere end tolv.”

”Tretten,” sagde Rowan hurtigt. ”Og jeg er stærk. Min far gik ind i Hollowwood for mange år siden. Han kom aldrig tilbage. Jeg må vide, hvad der skete med ham. Vær venlig.”

Eventyreren studerede ham et øjeblik. Hun så ilden i hans øjne, en ild hun selv havde båret som ung. Til sidst sukkede hun. ”Meget vel. Men forstå, dreng, denne rejse bliver ikke let. Du kan finde svar, du ikke bryder dig om.”

Rowan nikkede fast. ”Jeg vil hellere kende sandheden end leve i frygt.”

Og således, før daggry, satte de to af sted mod Hollowwood. Skoven tårnede sig foran dem som en væg af skygger, træerne så høje, at de syntes at gennembore himlen. Luften blev køligere, da de trådte ind under baldakinen, og landsbyens lyde forsvandt, indtil kun bladrenes hvisken var tilbage.

I begyndelsen forsøgte Rowan at være modig, men hver gren, der raslede, fik ham til at springe. Kaelen bevægede sig roligt, øjnene scannende jorden for spor, ørerne skarpt opmærksomme på skovens mumlen. De gik i timer, dybere og dybere, indtil stien bag dem syntes opslugt af mørke.

Det var da, de hørte det—lyden af noget, der bevægede sig i nærheden. Tunge skridt, langsomme og bestemte, som om selve jorden skred. Rowan frøs, greb Kaelens kappe. Ud af skyggerne trådte en skikkelse, massiv og mærkelig. Først lignede den et mareridtsdyr: brede skuldre, lange lemmer og øjne, der svagt glødede i det svage lys. Rowans åndedræt gik i stå. Hollowwoods monster stod foran dem.

Alligevel sprang det ikke frem. I stedet stoppede det et par skridt væk og hældte hovedet, som om det var nysgerrigt. Dens stemme, da den kom, var lav og ru, men ikke ondskabsfuld. ”Hvorfor kommer I hertil, fremmede?”

Rowan stod målløs. Kaelen trådte frem, stav i hånd men ikke hævet. ”Vi søger sandheden,” sagde hun. ”Landsbyboerne frygter dig, monster. De fortæller historier om din grusomhed. Men jeg ønsker at vide, hvem du virkelig er.”

Skabningens glødende øjne blødte. ”Grusomhed? Jeg skader ikke, medmindre jeg må. Jeg kaldes Bramble. For længe siden kom mænd hertil med ild og økser, og jeg forsvarende min skov. Siden da har de frygtet mig.”

Rowans stemme kom endelig frem som en hvisken. ”Tagede du… tog du min far? Han gik ind i Hollowwood for mange år siden.”

Brambles blik faldt. ”En skovhugger? Ja… jeg husker. Han kom med øksen i hånden, men han løftede den ikke. Han var træt, fortabt, og jeg viste ham kilden med frisk vand. Han valgte at blive, at vandre dybere. Jeg skadede ham ikke. Men jeg ved ikke, hvor hans vej førte derefter.”

Håb og sorg snoede sig i Rowans hjerte. Hans far var ikke dræbt, men heller ikke fundet. ”Så… han kunne stadig være i live?”

”Måske,” sagde Bramble blidt. ”Hollowwood er vidtstrakt. Mange stier fører til steder, få tør betræde.”

Kaelens øjne smalnede, fornemmede vægten i skabningens ord. ”Så led os. Hvis du ikke er den skræk, de tror, du er, bevis det. Hjælp denne dreng med at finde, hvad han søger.”

Bramble studerede dem begge. Så, med et rumlende suk, nikkede han. ”Meget vel. Men Hollowwood er farlig ikke på grund af mig, men på grund af, hvad der sover dybere inde. Hvis I følger, må I være modige.”

Så begyndte et usandsynligt venskab: drengen, eventyreren og monsteret. Sammen rejste de dybere ind i Hollowwood, fulgte skjulte strømme og glemte stier. Undervejs lærte Rowan, at Bramble ikke blot var et dyr, men en vogter. Han kunne få vinstokke til at rejse sig og beskytte dem, han kunne mærke livet i hvert træ, og hans styrke var lige så ubegrænset som selve skoven. Alligevel talte han med mildhed, og nogle gange sorg, som om han var byrdefuld af år i ensomhed.

Som dagene gik, blev Rowan mindre bange. Han begyndte at stille Bramble spørgsmål om skoven, dens hemmeligheder og historier. Bramble svarede tålmodigt, og nogle gange morede han sig over drengens endeløse nysgerrighed. Kaelen så også med interesse, hendes mistillid aftog. Hun havde mødt mange skabninger på sine rejser, men få med så balanceret en kombination af kraft og venlighed.

Deres rejse var ikke uden prøvelser. En nat slog de lejr ved en lysning, hvor mærkelige lys blinkede mellem træerne. Rowan troede, det var ildfluer, men Brambles øjne mørknede. ”Disse er ikke ildfluer. De er Wisp-Skygger, narre, der leder rejsende på afveje.” Sandt nok begyndte lysene at hvirvle, hviskende stemmer fyldte luften og kaldte Rowans navn med hans fars stemme. Han rejste sig næsten for at følge, men Bramble lagde en tung hånd på hans skulder. ”De taler løgne. Bliv tæt på, ellers vil du gå tabt for evigt.”

En anden gang kom de til en kløft, for bred til at krydse. Kaelen studerede stenene og vinstokkene og søgte efter en vej. Bramble løftede Rowan op på sin brede ryg og sprang med et mægtigt spring over kløften. Rowan lo af forundring, greb fat i Brambles manke af sammenfiltrede mos.

Under deres rejse stillede Kaelen egne spørgsmål. ”Bramble, hvorfor blive her, hvis landsbyboerne frygter dig? Du kunne rejse og finde et land, hvor du ikke ses som et monster.”

Brambles øjne glødede blidt. ”Denne skov er mit hjerte. At forlade den ville være at forlade mig selv. Frygt kan jeg udholde. Forladthed, det kan jeg ikke.”

Endelig, efter mange dage, nåede de Hollowwoods hjerte. Der stod ruiner, gamle og forfaldne, overgroet med vinstokke. Et tempel, længe glemt. Bramble blev anspændt, stemmen dæmpet. ”Her ligger det, jeg advarede jer om. En større mørke sover her. Din far… hvis han vandrede så langt…” Han fuldførte ikke sætningen.

Rowans hjerte hamrede. Han trådte frem, Kaelen ved sin side, Bramble tæt bagved. Indenfor ruinerne klamrede skygger sig til væggene som levende ting. Mærkelige udskæringer prydede stenen, viste kampe mellem mennesker og dyr. Og der, på alteret, lå en revet kludstump—klud Rowan genkendte. Det var fra hans fars tunika.

Før han kunne nå den, fyldte en stemme kammeret, kold og grusom. ”Flere indtrængere? Flere hjerter at kræve?” Fra mørket steg en skikkelse, forvrænget og frygtelig. Den var ikke af Brambles art, men noget ældre—et dyr født af skygge, med kløer som knive og øjne, der brændte som gløder.

Brambles form stivnede. ”The Hollow One,” brølede han. ”Den skulle ikke være vågnet.”

Monsteret lo, en lyd som knækkende knogler. ”Du har holdt skoven sikker så længe, vogter, men nu skal jeg feste på frygt. Skovhuggeren, der kom før… han modstod, men faldt. Hans frygt var sød.”

Rowans råb rungede. ”Nej! Du lyver!”

Kaelen løftede sin stav, lys gnistrede ved spidsen. ”Træd tilbage, Rowan. Dette er en kamp, vi måske ikke kan vinde, men vi må kæmpe.”

Kammeret eksploderede i kaos. Skygger vridede sig og slog ud, kløer ramte stenen. Bramble stormede frem, greb udyret, vinstokke snoede sig om lemmerne. Kaelen udsendte lysbuer, tvang mørket tilbage. Rowan, skønt skræmt, greb kludstykket og holdt det til brystet. Hans far havde været her—måske stadig nær, måske væk—men hans mod brændte klarere end frygt.

The Hollow One brølede, knuste vinstokke, kastede Bramble til side. Den vendte sit brændende blik mod Rowan. ”Barn af skovhuggeren… din frygt vil blive min.”

Rowan rystede, men huskede så Brambles blide ord, Kaelens rolige styrke og sin fars minde. Han trådte frem, stemmen rystende men fast. ”Du kan ikke få min frygt. Den tilhører mig—og jeg vælger mod.”

Lys flammede. Ikke fra Kaelens stav, ej heller fra Brambles styrke, men fra Rowan selv. En glød bredte sig fra hans bryst, fyldte kammeret, skubbede skyggerne tilbage. The Hollow One skreg, trak sig tilbage, dens form opløstes som røg i storm. Med et sidste brøl forsvandt den.

Tavshed faldt. Rowan kollapsede på knæ, stakåndet, men i live. Kaelen styrtede til hans side, mens Bramble langsomt rejste sig, tilsmadret men uovervindet. ”Drengens hjerte…” hviskede Bramble. ”Stærkere end noget våben.”

De gennemsøgte ruinerne, men intet spor af Rowans far blev fundet, bortset fra kludstykket. Om han var død eller var gået videre, kunne de ikke vide. Rowan græd, men i sin sorg fandt han fred—for endelig havde han konfronteret sandheden. Hans far havde trådt ind i Hollowwood, og selvom han ikke vendte tilbage, kunne Rowan bære hans minde frem med styrke.

Da de trådte ud af skoven, gisppede landsbyboerne, da de så dem i live—og med Bramble ved deres side. Rowan trådte frem, ikke længere den forsigtige dreng, han engang var. ”Dette monster er ingen fjende,” erklærede han. ”Han er vogter. Den sande ondskab er væk, ødelagt. Frygt har ikke længere magt over os.”

Landsbyboerne mumlede, usikre, men Kaelen løftede sin stav og nikkede. ”Drengen taler sandt. Jeg har set mange monstre i mit liv, men dette bærer mere hjerte end de fleste mennesker.”

Langsomt begyndte frygten at aftage. Bramble blev i skoven, men ikke længere som en skræk. Landsbyboerne lærte at leve ved hans side og søgte nogle gange endda hans vejledning. Kaelen drog videre igen, som eventyrere altid gør, men hun så tilbage med et smil, velvidende hun havde vidnet noget sjældent. Og Rowan—Rowan voksede stærk, ikke fordi han ikke længere følte frygt, men fordi han havde lært at møde den.

Således fandt drengen, eventyreren og monsteret hver især, hvad de søgte: mod, sandhed og et sted i verden, hvor selv skygger ikke kunne dæmpe deres lys.

En dreng, en eventyrer og et monster rejser sammen for at møde frygt og finde mod.