Hver eftermiddag, når børnene kom hjem fra skole, plejede de at gå ind og lege i Kæmpens have.
Det var en stor og smuk have med blødt, grønt græs. Hist og her i græsset stod dejlige blomster som stjerner, og der var tolv ferskentræer, som om foråret sprang ud i fine blomster i rosa og perlemor, og om efteråret bar rig frugt. Fuglene sad i træerne og sang så sødt, at børnene ofte standsede deres lege for at lytte. “Hvor er vi lykkelige her!” råbte de til hinanden.
En dag kom Kæmpen tilbage. Han havde været på besøg hos sin ven, den cornwallske trold, og var blevet hos ham i syv år. Da de syv år var gået, havde han sagt alt, hvad han havde at sige, for hans samtaleevner var begrænsede, og han besluttede sig for at vende tilbage til sit eget slot. Da han ankom, så han børnene lege i haven.
“Hvad laver I her?” råbte han med en meget barsk stemme, og børnene løb væk.
“Min egen have er min egen have,” sagde Kæmpen; “det kan enhver forstå, og jeg vil ikke tillade nogen at lege i den undtagen mig selv.” Så byggede han en høj mur hele vejen rundt og satte et skilt op.
UBUDNE GÆSTER VIL BLIVE STRAFFET
Han var en meget selvisk Kæmpe.
De stakkels børn havde nu ingen steder at lege. De prøvede at lege på vejen, men vejen var meget støvet og fuld af hårde sten, og det brød de sig ikke om. Når deres lektier var færdige, plejede de at vandre rundt langs den høje mur og tale om den smukke have indenfor. “Hvor lykkelige vi var der,” sagde de til hinanden.
Så kom foråret, og overalt i landet var der små blomster og små fugle. Kun i den Selviske Kæmpes have var det stadig vinter. Fuglene gad ikke synge der, fordi der ikke var nogen børn, og træerne glemte at blomstre. En gang stak en smuk blomst hovedet op af græsset, men da den så skiltet, blev den så ked af det på børnenes vegne, at den gled tilbage i jorden igen og faldt i søvn. De eneste, der var glade, var Sneen og Frosten. “Foråret har glemt denne have,” råbte de, “så vi vil bo her hele året rundt.” Sneen dækkede græsset med sin store hvide kappe, og Frosten malede alle træerne sølvfarvede. Så inviterede de Nordenvinden til at blive hos dem, og han kom. Han var svøbt i pels, og han brølede hele dagen hen over haven og blæste skorstenstoppe ned. “Dette er et herligt sted,” sagde han, “vi må invitere Haglen på besøg.” Så kom Haglen. Hver dag i tre timer trommede han på slottets tag, indtil han knuste de fleste tagsten, og derefter løb han rundt og rundt i haven så hurtigt, han kunne. Han var klædt i gråt, og hans ånde var som is.
“Jeg kan ikke forstå, hvorfor foråret er så sent på den,” sagde den Selviske Kæmpe, mens han sad ved vinduet og så ud på sin kolde, hvide have; “jeg håber, der snart kommer en ændring i vejret.”
Men foråret kom aldrig, og heller ikke sommeren. Efteråret gav gylden frugt til alle andre haver, men til Kæmpens have gav hun intet. “Han er for selvisk,” sagde hun. Så der var altid vinter der, og Nordenvinden og Haglen og Frosten og Sneen dansede omkring mellem træerne.
En morgen lå Kæmpen vågen i sin seng, da han hørte dejlig musik. Den lød så sødt for hans ører, at han troede, det måtte være Kongens musikere, der gik forbi. Det var i virkeligheden bare en lille sangerfugl, der sang uden for hans vindue, men det var så længe siden, han havde hørt en fugl synge i sin have, at det forekom ham at være den smukkeste musik i verden. Så holdt Haglen op med at danse over hans hoved, og Nordenvinden holdt op med at brøle, og en vidunderlig duft strømmede ind til ham gennem det åbne vindue. “Jeg tror, foråret endelig er kommet,” sagde Kæmpen; og han sprang ud af sengen og kiggede ud.
Hvad så han?
Han så et helt vidunderligt syn. Gennem et lille hul i muren var børnene kravlet ind, og de sad i træernes grene. I hvert træ, han kunne se, var der et lille barn. Og træerne var så glade for at have børnene tilbage, at de havde dækket sig med blomster og blidt viftede med deres grene over børnenes hoveder. Fuglene fløj rundt og kvidrede af glæde, og blomsterne kiggede op gennem det grønne græs og lo. Det var et dejligt syn, men i ét hjørne var det stadig vinter. Det var det fjerneste hjørne af haven, og der stod en lille dreng. Han var så lille, at han ikke kunne nå op til træets grene, og han vandrede rundt om det og græd bitterligt. Det stakkels træ var stadig helt dækket af frost og sne, og Nordenvinden blæste og brølede hen over det. “Klatr op, lille dreng,” sagde Træet og bøjede sine grene så langt ned, som det kunne; men drengen var for lille.
Og Kæmpens hjerte smeltede, da han så det. “Hvor selvisk jeg har været!” sagde han; “nu ved jeg, hvorfor foråret ikke ville komme hertil. Jeg vil sætte den stakkels lille dreng op i toppen af træet, og så vil jeg rive muren ned, og min have skal være børnenes legeplads for evigt og altid.” Han var virkelig meget ked af det, han havde gjort.
Så listede han ned ad trappen og åbnede hoveddøren ganske stille og gik ud i haven. Men da børnene så ham, blev de så bange, at de alle løb væk, og haven blev vinter igen. Kun den lille dreng løb ikke, for hans øjne var så fulde af tårer, at han ikke så Kæmpen komme. Og Kæmpen sneg sig hen bag ham, tog ham blidt i sin hånd og satte ham op i træet. Og træet sprang straks ud i blomster, og fuglene kom og sang i det, og den lille dreng rakte sine to arme ud og slog dem om Kæmpens hals og kyssede ham. Og de andre børn, da de så, at Kæmpen ikke længere var ond, løb tilbage, og med dem kom foråret. “Det er jeres have nu, små børn,” sagde Kæmpen, og han tog en stor økse og slog muren ned. Og da folk gik på marked klokken tolv, fandt de Kæmpen legende med børnene i den smukkeste have, de nogensinde havde set.
Hele dagen legede de, og om aftenen kom de hen til Kæmpen for at sige farvel.
“Men hvor er jeres lille ven?” sagde han; “drengen, som jeg satte op i træet.” Kæmpen elskede ham højest, fordi han havde kysset ham.
“Det ved vi ikke,” svarede børnene; “han er gået sin vej.”
“I må sige til ham, at han endelig skal komme her igen i morgen,” sagde Kæmpen. Men børnene sagde, at de ikke vidste, hvor han boede, og at de aldrig havde set ham før; og Kæmpen blev meget bedrøvet.
Hver eftermiddag, når skolen var forbi, kom børnene og legede med Kæmpen. Men den lille dreng, som Kæmpen elskede, blev aldrig set igen. Kæmpen var meget venlig mod alle børnene, men han længtes efter sin første lille ven og talte ofte om ham. “Hvor jeg dog gerne ville se ham!” plejede han at sige.
Årene gik, og Kæmpen blev meget gammel og svag. Han kunne ikke lege mere, så han sad i en stor lænestol og så på børnene, mens de legede, og beundrede sin have. “Jeg har mange smukke blomster,” sagde han; “men børnene er de smukkeste blomster af alle.”
En vintermorgen kiggede han ud af sit vindue, mens han klædte sig på. Han hadede ikke længere vinteren, for han vidste, at det blot var foråret, der sov, og at blomsterne hvilede.
Pludselig gned han sine øjne af forundring og så og så igen. Det var virkelig et forunderligt syn. I det fjerneste hjørne af haven stod et træ, helt dækket af dejlige hvide blomster. Dets grene var gyldne, og sølvfarvet frugt hang ned fra dem, og under det stod den lille dreng, han havde elsket.
Kæmpen løb ned ad trappen i stor glæde og ud i haven. Han skyndte sig over græsset og kom hen til barnet. Og da han kom helt tæt på, blev hans ansigt rødt af vrede, og han sagde: “Hvem har vovet at såre dig?” For på barnets håndflader var der mærker efter to søm, og mærkerne efter to søm var også på de små fødder.
“Hvem har vovet at såre dig?” råbte Kæmpen; “sig mig det, så jeg kan tage mit store sværd og dræbe ham.”
“Nej,” svarede barnet; “for dette er Kærlighedens sår.”
“Hvem er du?” sagde Kæmpen, og en mærkelig ærefrygt faldt over ham, og han knælede for det lille barn.
Og barnet smilede til Kæmpen og sagde til ham: “Du lod mig engang lege i din have; i dag skal du komme med mig til min have, som er Paradis.”
Og da børnene løb ind den eftermiddag, fandt de Kæmpen sovende fredeligt under træet, helt dækket af hvide blomster.
