En gang, dybt inde i de Hviskende Skove, levede tre usandsynlige venner: Finn, den kloge ræv, Luna, den yndefulde kat, og Bram, den godhjertede ulv. De delte en hyggelig hytte ved skovens kant, hvor solen hver morgen malede plettede mønstre på deres dørtrin, og hvor måneskinnet dansede gennem vinduerne hver nat.

Deres dage var fyldt med eventyr og latter, men en stormfuld eftermiddag i efteråret skete der noget helt usædvanligt. Mens de jagtede faldne blade, snublede Luna over en lille, skinnende genstand, halvt begravet under en bunke gyldne egetræblade. Hun puffede til den med poten, og den trillede frem — en helt rund, glitrende agern, der strålede klarere end enhver stjerne.

Finn inspicerede agernet med sine skarpe øjne.
"Det her er ikke et almindeligt agern," erklærede han. "Det er Aurelions Agern — den legendariske skat, der siges at kunne opfylde ét ønske for dem med et rent hjerte!"

Brams øjne blev store af forundring.
"Sagde Gamle Ugle ikke, at agernet bliver vogtet af skovens ældste magi? Den, der ønsker på det, skal bevise sin venlighed, mod og klogskab."

Lunas hale sitrede.
"Så lad os ønske noget, der hjælper alle! Måske en uendelig fest for alle skovens dyr?"

Vennerne var enige, men da Finn rakte ud for at samle agernet op, fejede en pludselig kold vind gennem træerne. Fra skyggerne lød en dyb, urgammel stemme:
"For at gøre krav på ønsket må I bestå tre prøver, én for hver af jer. Kun sammen kan I håbe på at lykkes."

Før vennerne kunne svare, hvirvlede vinden rundt om dem, løftede dem op i luften og bar dem dybt ind i de Hviskende Skoves hjerte — til et sted, som få væsner turde gå.

De landede blødt i en lysning, hvor sølvfarvet tåge snoede sig, og mærkelige, lysende svampe glødede. Agernet svævede over en stensokkel, bevogtet af tre snoede stier.

En mosgroet sten talte:
"Finn ræv, din prøve er den første. Følg stien til venstre, hvor gåder vogter vejen. Løs dem, ellers kan du ikke passere."

Finn løftede halen stolt og blinkede til sine venner, før han travede ned ad den snoede venstre sti. Snart stod han foran en tjørne-bue med et egern siddende ovenpå.

"For at passere, svar mig dette," kvidrede egernet:

"Jeg har byer, men ingen huse, floder, men intet vand, og skove, men ingen træer. Hvad er jeg?"

Finn tænkte længe. Han huskede at have kigget på Gamle Ugles kort.
"Et kort!" svarede han.

Tjørnene åbnede sig, og Finn kunne fortsætte. To flere gåder ventede, men Finns kløgt førte ham sikkert tilbage til lysningen. Luna og Bram jublede, da han vendte tilbage med høj hale og strålende øjne.

Nu var det Lunas tur.
Stenen lød: "Luna kat, gå ad den midterste sti. Her kan kun de yndefulde og tålmodige passere."

Luna smøg sig ned ad stien og nåede snart en stor stenbro over en brusen­de bæk. Broens træplanker svajede ved selv den letteste berøring.

Forsigtigt balancerede Luna, satte poterne let og undgik de løse brædder. Hun bevægede sig med en faldende blads ynde, uden at se ned og uden at skynde sig. En flok støjende fugle fløj hen over hende, men Luna bevarede fokus og krydsede broen i én glidende bevægelse.

For enden kærtegnede en mild brise hendes knurhår i anerkendelse. Hun vendte tilbage til sine venner med smaragdgrønne øjne fulde af stolthed.

Endelig stod Bram overfor den højre sti.
Stenen sagde: "Bram ulv, din prøve er mod og venlighed."

Bram begav sig ned ad stien og opdagede snart et rålam fanget i en knude af tornede ranker. Den lille fawn klynkede af frygt. Brams hjerte smeltede.

Han brugte forsigtigt sine stærke kæber til at bide vinene over og talte beroligende:
"Det er okay, lille én. Jeg gør dig ikke noget."

Da fawnen var fri, slikkede den hans næse taknemmeligt og sprang væk. Lidt længere fremme sad endnu et dyr — en lille kanin, der rystede af kulde. Bram lagde sig ned ved siden af den og delte sin varme pels, indtil kaninen havde det bedre og hoppede hjem.

For hver venlig handling voksede Brams mod, og snart førte stien ham sikkert tilbage.

Vennerne stod nu samlet foran det svævende gyldne agern, der pulserede varmt. Den gamle stemme vendte tilbage, nu mildere:

"I har bevist jeres gaver: klogskab, ynde og venlighed. Men én sidste prøve venter: sammenholdets prøve. Kun ved at forene jeres styrker kan I få jeres ønske opfyldt."

Agernet steg højere, og skoven blev mørk. Ud af skyggerne kom en hvirvlende skikkelse — en Drilleskygge, født af glemte bekymringer og egoistiske ønsker. Den snoede sig om agernet og truede med at stjæle det.

Finn forsøgte at narre skyggen, Luna forvirrede den med hurtige, yndefulde spring, og Bram stod fast med mod og venlighed, beskyttende agernet og sine venner.

Men alene kunne ingen af dem drive Drilleskyggen væk.

Først da Finn råbte:
"Sammen — nu!"
vågnede den sande magi.

Finn byggede smarte fælder med grene, Luna piskede rundt med smidige bevægelser, og Bram holdt dem modige med sit rolige, stærke hjerte. Sammen drev de skyggen tilbage, og deres venskab lyste stærkere end agernet selv.

Med et sørgmodigt suk forsvandt Drilleskyggen. Agernet dalede ned og landede i Lunas poter.

"Det er tid til at ønske," sagde Bram blidt.

Finn nikkede.
"Lad os ønske, at de Hviskende Skove bliver et hjem, hvor alle væsner kan leve i harmoni, med nok mad og sikkerhed for alle."

Luna rørte agernet med sin næse, og de tre venner ønskede det samme ønske sammen.

Et gyldent lys brød ud fra agernet og skyllede gennem skoven. Træerne blev højere og stærkere, bække løb klarere, og frugter, nødder og bær blomstrede i overflod. Skovens dyr — fra den mindste mus til den ældste bjørn — trådte frem og blinkede af glæde over deres fornyede, fredelige hjem.

Finn, Luna og Bram vendte tilbage til deres hytte med varme hjerter og højt løftede haler. Magien fra deres venskab fyldte nu ikke kun deres hjem, men hele de Hviskende Skove, hvor alle væsner levede lykkeligt og delte den rigdom og glæde, som tre sande venner havde ønsket dem.

Ræv, Kat og Ulv slår sig sammen på en magisk mission.