Der var engang en gammel so, som havde tre små grise, men ikke nok mad til at brødføde dem. Da de blev gamle nok, sendte hun dem derfor ud i verden for at søge deres lykke.
Den første lille gris var meget doven. Han gad slet ikke arbejde og byggede sit hus af strå. Den anden lille gris arbejdede lidt hårdere, men var også noget doven, og han byggede sit hus af pinde. Derefter sang og dansede de og legede sammen resten af dagen.
Den tredje lille gris arbejdede hårdt hele dagen og byggede sit hus af mursten. Det var et solidt hus med en fin pejs og skorsten. Det så ud til at kunne modstå selv de stærkeste vinde.
Næste dag kom en ulv forbi vejen, hvor de tre små grise boede. Han så stråhuset og lugtede grisen derinde. Han tænkte, at grisen ville være et mægtigt måltid, og hans mund begyndte at løbe i vand.
Så bankede han på døren og sagde: "Lille gris! Lille gris! Luk mig ind!"
Men den lille gris så ulvens store poter gennem nøglehullet, så han svarede: "Ikke for alle hår på min hage!"
Så viste ulven sine tænder og sagde: "Så vil jeg puste og pruste og blæse dit hus ned."
Og han pustede og prustede og blæste huset ned! Ulven åbnede sine kæber vidt og bed så hårdt, han kunne, men den første lille gris slap væk og løb hen til den anden lille gris for at gemme sig.
Ulven fortsatte ned ad vejen og kom til det andet hus, bygget af pinde. Han så huset, lugtede grisene derinde, og hans mund begyndte at løbe i vand ved tanken om det fine måltid, de ville udgøre.
Så bankede han på døren og sagde: "Små grise! Små grise! Luk mig ind!"
Men de små grise så ulvens spidse ører gennem nøglehullet, så de svarede: "Ikke for alle hår på vores hage!"
Så viste ulven sine tænder og sagde: "Så vil jeg puste og pruste og blæse jeres hus ned!"
Og han pustede og prustede og blæste huset ned! Ulven var grådig og prøvede at fange begge grise på én gang, men han var for grådig og fik ingen af dem! Hans store kæber klappede ned over ingenting, og de to små grise styrtede væk så hurtigt, som deres små hove kunne bære dem.
Ulven jagtede dem ned ad vejen og var lige ved at fange dem. Men de nåede frem til murstenshuset og smækkede døren i, før ulven kunne tage dem. De tre små grise var meget bange, for de vidste, at ulven ville spise dem. Og det var ganske sandt. Ulven havde ikke spist hele dagen, han havde opbygget en stor appetit ved at jage grisene, og nu kunne han lugte dem alle tre derinde. Han vidste, at de tre små grise ville være en dejlig festmiddag.
Så bankede ulven på døren og sagde: "Små grise! Små grise! Luk mig ind!"
Men de små grise så ulvens smalle øjne gennem nøglehullet, så de svarede: "Ikke for alle hår på vores hage!"
Så viste ulven sine tænder og sagde: "Så vil jeg puste og pruste og blæse jeres hus ned."
Så! Han pustede og prustede. Han prustede og pustede. Og han pustede, pustede, og han prustede, prustede; men han kunne ikke blæse huset ned. Til sidst var han så forpustet, at han hverken kunne puste eller pruste længere. Så stoppede han for at hvile og tænkte lidt.
Men dette blev for meget. Ulven dansede rasende rundt og svor, at han ville kravle ned gennem skorstenen og spise grisene til aftensmad. Men mens han kravlede op på taget, havde den lille gris tændt et brændende bål og sat en stor gryde fuld af vand til at koge. Lige da ulven kom ned gennem skorstenen, tog grisen låget af, og plask! ned faldt ulven i det kogende vand.
Så lagde grisen låget på igen, kogte ulven, og de tre små grise spiste ham til aftensmad.
